Henter kommentarer

Danske fonde skrotter aktier for milliarder i Rusland


Fire døgn.

Den tid gik der fra, at Rusland invaderede sit naboland – og til, at danske investeringsfonde i stor stil opgav deres russiske investeringer.

På 95 timer solgte danske fonde nemlig 80 pct. af deres aktier i landet, viser en ny opgørelse fra interesseorganisationen Finans Danmark.

De danske investeringsfonde gik ind i det nye år med investeringer i Rusland for 8,7 mia kr. – og det tal var barberet ned med 1,8 mia., en reduktion svarende til de førnævnte 80 pct., ved udgangen af februar.

Frasalget illustrerer en af fordelene, der er for privatinvestorer ved at investere gennem fonde, mener investeringschef i Finans Danmark, Kåre Valgreen:

»Fondene har professionelle forvaltere, som følger markederne tæt. De kan derfor reagere hurtigt og frasælge aktiver, hvis det vurderes at være det rigtige at gøre.«

De resterende 1,8 mia. kr. russiske aktiver skyldes først og fremmest, at investeringsfondene enten ikke nåede at sælge de sidste aktiver, inden markederne lukkede, eller at det var meget vanskeligt at sælge aktiverne, oplyser Finans Danmark.

Læs også: Ny melding om Twitter og verdens rigeste mand

Læs også: Lau Svenssen: Aktierne kan falde på tre måder – eller gå amok på en ny måde