Henter kommentarer

Danske investorer skyder markant færre penge i fonde


Aktieåret 2022 har været et svært et af slagsen, og det har danske investorer tilsyneladende bemærket.

For selvom året har budt på rekordstore udbytter fra danske investeringsfonde, så beholder danskerne i høj grad pengene for sig selv – fremfor at geninvestere dem.

Det viser nye tal fra Finans Danmark.

Danske fonde udbetalte i årets første ti måneder sammenlagt 40 mia. kr. til investorerne i udbytter, men i samme periode er der blot købt aktier i selvsamme fonde for blot 8 mia. kr.

De 8 mia. kr. er noget lavere end hele sidste års formåen, hvor nettokøbet i danske fonde var 67 mia. kr – og året inden, i 2020, var tallet 77 mia. kr.

Finans Danmarks investeringschef, Kåre Valgren, er dog positiv over, at investorerne i 2022 trods alt har købt fonde for mere, end de har solgt. Det fortæller, at der ikke har været udsalgspanik, siger han og fortsætter:

»Det er positivt, da det indikerer, at mange investorer følger et af grundrådene, som lyder, at man skal tænke og investere langsigtet.«

Med til billedet hører dog, at nettoflowet i året første ti måneder er negativt. Nettoflowet, som er investorernes nettokøb af fonde fratrukket fondenes udbyttebetalinger, ligger aktuelt på minus 32 mia. kr.

I 2021 var nettoflowet positivt på 46 mia. kr.

Kåre Valgren påpeger i den sammenhæng, at særligt den høje inflation nok spiller ind på danskernes lyst til at investere.

Investeringsfonde anses ofte for at være en mere sikker måde at investere på i forhold til enkeltaktier, da man gennem en fond investerer i flere forskellige selskaber på en gang. På den måde sænker man sin risiko.

Læs også: Advarer investorerne: Mange glemmer, hvad der venter i 2023

Læs også: Professionel investor: Hvis du investerer sådan, er du lige gået glip af et stort afkast