Henter kommentarer

Danskernes aktieformue stiger og stiger: Nu er der slået rekord


De danske aktieformuer har slået rekord og ligger nu i 690 mia. kr.

Det skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, på baggrund af nye tal fra Nationalbanken. Han påpeger, at C25-indeksets seneste udvikling har smittet godt af på danskernes aktiebeholdninger, som har mange af de store danske giganter i porteføljen.

»Aktieformuerne nærmer sig med hastige skridt 700 mia. kr. I februar pegede aktieformuerne op for fjerde måned i streg, da de seneste måneder har været gode på aktiemarkederne. Ser vi på det hjemlige C25-indeks, så er det steget godt og vel 20 pct. siden november måneds begyndelse, og det smitter selvsagt positivt af på aktieformuerne,« fortæller privatøkonomen.

Læs også: Milliardforvaltere: Her er 5 ETF'er, der kan berige din portefølje

Danskernes aktieformuer er de seneste fire måneder steget med 97 mia. kr., og det kan fortsætte, vurderer Brian Friis Helmer.

Han peger på, at C25-indekset nemlig er steget med 2,5 pct. i marts.

»Det kan give endnu en måned med stigende aktieformuer,« fortæller privatøkonomen.

Siden starten af 2024 er aktierne i C25-indekset steget med over 7 pct., og det har især været medicinalsektoren, der har trukket indekset frem.

Her indtager biotekselskabet Zealand Pharma førstepladsen med en stigning på lidt over 80 pct., mens medicinalgiganten Novo Nordisk indtager en andenplads med en stigning på 27 pct, viser tal fra Bloomberg.

Det tredje mest stigende selskab i C25-indekset er kabelproducenten NKT, der er kravlet op med 24,3 pct.

Læs mere: Trump-aktie i brutal nedtur: Tabte 400 millioner i 2023

Læs mere: Nordnet om udvikling i dansk gigant: 'Værd at holde øje med'