Henter kommentarer

Danskernes aktieformuer laver 'gedigent' comeback


22,5 mia. kr.

Så meget drønede danskernes aktieformuer op med i november, viser nye tal fra Nationalbanken. Det er den kraftigste stigning i ni måneder.

Fremgangen sker efter tre måneder, hvor danskerne fik savet 26,7 mia. kr. af deres aktieformuer, konstaterer man i Sampension:

»Inden vi tog hul på november tegnede 2023 til at blive halvlunkent år for investorerne. Men i årets sidste måneder leverede aktiemarkederne et gedigent comeback, hvor vi bl.a. så C25-indekset stige rekordmange dage i træk op til årsskiftet,« siger pensionskassen aktiechef, Philip Jagd.

November var en særdeles god måned på aktiemarkederne generelt, hvor det toneangivende amerikanske S&P500-indeks steg med 8,9 pct. og havde en af sine bedste 20 måneder nogensinde. Herhjemme steg de 25 største danske aktier i C25 med næsten 7 pct.

De gode toner varede også i december, og det var tiltrængt, betoner Philip Jagd:

»Den imponerende slutspurt betyder, at 2023 samlet set har givet flotte afkast på markederne, og at danskernes aktieformuer dermed også får et pænt løft – hvilket er tiltrængt efter et hårdt 2022.«

Fremgangen betyder, at danskerne ejer aktier for 615,6 mia. kr. i slutningen af november. Dette inkluder dog udelukkende værdipapirer, der er VP-registrerede, og derfor tæller beløbet ikke flere udenlandske aktier.

Selvom 2023 altså blev sluttet af med bravour på aktiemarkedet, så har de første dage i 2024 vist sig mere udfordrende for aktiemarkedet:

»Det gode spørgsmål er selvfølgelig nu, hvad vi kan forvente af aktierne i 2024. Her ved indgangen til det nye år tegner det umiddelbart til en svær start på året for aktier, fordi en rekyl i renterne fra de store fald i november og december kan blive en modvind for videre stigninger på den korte bane,« siger Philip Jagd.

Læs også: 

Læs også: Mærsk kan se rateindeks fortsætte sin himmelfart