Henter kommentarer

De unge forventer at investere næste år – sådan vil de placere pengene


Tre ud af 10 voksne danskere under 30 år forventer at foretage nye investeringer næste år.

Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse på baggrund af en ny undersøgelse fra Epinion.

I undersøgelsen svarer 38 pct. af de adspurgte, at de er »helt enige« eller »enige« i, at aktierne generelt er mere værd om 12 måneder end i dag. 7 pct. erklærer sig »helt uenige« eller »uenige« i det udsagn.

Som sagt er det primært de unge under 30, der forventer at fortage nye investeringer i det kommende år.

30 pct. af de unge under 30 år forventer således at foretage nye investeringer inden for det næste år, mens den samme andel på tværs af alle voksne danskere er 24 pct.

De nye tal tyder på, at de unge for alvor er blevet bidt af at investere. En af drivkræfterne skyldes blandt andet aktiesparekontoen, vurderer Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark.

Læs også: Hvad er en aktiesparekonto?

»Op gennem 2010erne faldt andelen af unge, der investerer. Men denne tendens vendte i 2019, og de unges investeringsforventninger for det næste år peger på, at investeringslysten fortsat er stigende. Det er der formentlig flere årsager til, men det er nærliggende at pege på aktiesparekontoen, som blev indført i netop 2019,« lyder det i pressemeddelelsen.

»Tidligere tal har vist, at aktiesparekontoen især er populær blandt de yngre investorer, og efter ordningens indskudsloft blev fordoblet til 100.000 kroner i sommeren 2020, har væksten i antallet af aktiesparekonti taget yderligere fart. Det er glædeligt, hvis aktiesparekontoen kan være med til at få de unge i gang med at investere,« udtaler Birgitte Søgaard Holm.

Investeringsfonde er klart de unges foretrukne investeringsvalg.

43 pct. af de unge under 30 år svarer, at de vil placere deres penge i investeringsfonde, hvis de havde 100.000 kr. at investere, mens 18 pct. svarer, at de ville investere i enkeltaktier eller obligationer.

Zoomer man ud på aldersgrupperne og i stedet kigger på tværs af aldrene, er det ligeledes investeringsfondene der hitter.

Derudover er højt afkast og høj risikospredning det mest afgørende for investeringsvalget for de unge. Hver fjerde af de udspurgte under 30 år peger på et højt afkast som det mest afgørende, mens 20 pct. peget på høj risikospredning som det mest afgørende.

Spørger man Birgitte Søgaard Holm, er det en god ting, at de unge interesserer sig for investering. De skal dog huske på de risici, der følger med.

»Det er positivt, at de unge i stigende grad interesserer sig for investering, men det er vigtigt, at de er opmærksomme på de risici, der følger med. Nye investorer, der er begyndt at investere efter aktiemarkederne vendte i marts 2020, har kun oplevet generelt opadgående markeder, og de skal være klar over, at der altid kommer bump på vejen, så de ikke handler i panik, når bumpene kommer. Svarene indikerer heldigvis, at de unge generelt er bevidste om, at der er risiko forbundet med at investere, og at den bedste måde, man som investor kan håndtere dette, er ved at sprede sine investeringer. Den nemme måde at sikre spredning er ved at lægge en pæn andel af sine investeringer i fonde, der investerer i en bred vifte af værdipapirer, hvad enten det er aktier eller obligationer,« udtaler hun.

Læs også: Aktiestrategichef: Her bør du kigge hen i 2022

Læs også: Pengene og kulturen: Aktiestrategen er vild med musicals og gætter altid skurken i krimiserier