En uge lakker mod enden, og den har kurs mod at blive den bedste aktieuge i to måneder på de asiatiske markeder.
Det skriver Bloomberg, som konstaterer, at investorerne har fået en større risikoappetit, eftersom Federal Reserve - den amerikanske centralbank - valgte at holde renten uændret onsdag aften.
Optimismen er også at spore i USA, hvor aktierne også peger i retning af en god uge. Torsdag gik det toneangivende S&P500-indeks eksempelvis frem med hele 1,9 pct.
Med de ord - lad os kigge på markederne, som de udfolder sig denne fredag:
Investorerne handler ikke japanske aktier i dag, da japanerne nyder en fridag - den såkaldte »kulturdag«.
Læs også: Tidligere kryptomilliardær kendt skyldig i svindel - står til enorm fængselsstraf
Kinesiske aktier er der omvendt godt gang i på alle måder. De stiger i skrivende stund 2,2 pct., når man ser på Hang Seng-indekset, der holder til i Hong Kong.
Europæiske aktier står til at marchere frem, når aktiehandlen herhjemme skydes i gang om få timer. Futures for Stoxx 50-indekset, der består af 50 aktier i store europæiske virksomheder, står til at stige 0,4 pct.
Amerikanske aktier står modsat til en sur børsåbning, når aktiehandlen sparkes i gang på den anden side af Atlanten. Futures for S&P 500 og Nasdaq indikerer tilbagegang på mellem 0,1 og 0,3 pct., mens Dow Jones ser ud til at skulle åbne i grønt terræn.
Læs også: Ejendomsvurderinger ramt af nye forsinkelser
Olieprisen springer to dollar op per tønde cirka. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu knap 83 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster 87 dollar.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen er steget en my til over 1.986 dollar pr. ounce. Selv om det gyldne metal er faldet lidt tilbage, er der stadig tale om en stigning på næsten 10 pct. siden årets begyndelse.
Kryptovalutaen bitcoin slår bak og taber 2,1 pct. det seneste døgn, så den digitale mønt nu koster 34.503 dollar.
Læs også: De er »forsigtige optimister«: I disse sektorer ser Danske Bank de bedste muligheder
Læs også: Topchef i stobank ser stadig mulighed for flere renteløft i USA
