Henter kommentarer

De er »forsigtige optimister«: I disse sektorer ser Danske Bank de bedste muligheder


Hvad kommer der til at ske med aktierne fremadrettet? Det har Danske Bank et klart bud på.

Aktiestrategerne i Danske Bank ser overordnet lyst på fremtiden - de kalder sig endda »forsigtige optimister«. 

De vurderer, at økonomien formår at lande blødt - det vil sige, at man styrer udenom en hård recession, der typisk sender aktiemarkederne ned med 25 pct. Samtidig tror de, at renterne er »tæt på at have toppet«. Det kan være med til at løfte stemningen på aktiemarkedet yderligere. 

»En række advarselslamper har blinket i lang tid og signaleret, at der kommer en recession. Vores hovedscenarie er, at recessionen udebliver. Økonomien og arbejdsmarkedet har vist sig stærkere end ventet og renteforhøjelserne har haft en mere gradvis effekt end tidligere,« lyder det fra Danske Banks chefstrateg Frank Øland Hansen, der tilføjer: 

»Der er dog små sprækker i økonomien – og vi holder nøje øje med, om data forværres, så en hård landing bliver mere sandsynlig eller i hvert fald et markedstema i en periode.«

Med udsigt til en økonomi, der potentielt kan slå sprækker, har de forsigtige optimister fra Danske Bank derfor aktier på neutral vægt: 

»Når vi ikke går overvægt i aktier nu, skyldes det primært bekymring for, at der kan blive indregnet en større recessionsrisiko i aktiemarkedet. Desuden er investeringer i obligationer blevet forholdsvis attraktive,« lyder det fra Frank Øland, der tilføjer: 

»Især hvis vi har ret i, at renterne er tæt på at have toppet. På det seneste er den forhøjede geopolitiske risiko også kommet i vejen for vores lyst til at øge aktieeksponeringen.« 

Læs også: De tror markedet vil give »store udsving« de kommende måneder: Her ser Saxo Bank mulighederne

Når strategerne skal tage et kig på den del af porteføljen, der skal være investeret i aktier,  ønsker de at have et tilt mod selskaber af kvalitet, og som kan skabe sin egen vækst. Det betyder også, at defensive sektorer er i undertal. 

Mere specifikt har Danske Bank overvægt på sektorerne kommunikationsservice og IT. 

»Begge dele er kendt for at kunne skabe sin egen vækst. Så i en periode med lavere økonomisk vækst vil de være bedre stillet,« lyder det fra senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen. 

Han uddyber dog, at de vækstselskaber, som Danske Bank finder interessante, skal have en hvis kvalitet - det vil sige, at de skal have lav gæld og stærke cashflows. 

»Vi ønsker ikke eksponering mod vækstselskaber, som ikke lever op til vores kvalitetskrav, da gældsbyrden her er høj - også selv om vi venter, at renterne vil bøje en smule af,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen. 

Læs også: Professionel investor: Derfor tror vi, aktierne falder

Når det kommer til de sektorer, som Danske Bank ikke ønsker at have så stor eksponering imod i porteføljen, så fremhæver Lars Skovgaard blandt andet sundhedssektoren. Den er på undervægt hos landets største bank. Det skyldes blandt andet udsigten til lavere indtjeningsvækst i sektoren, samt et kommende amerikansk præsidentvalg: 

»I 2016 så vi et fokus på medicinalpriserne, hvilket pressede sundhedssektoren, og selv om det ikke blev til noget, da Trump var valgt, så er der absolut en risiko for, at det kommer i spil igen. De højere renter i USA og opstramningerne kan meget vel få en effekt hos de mindst formuende i samfundet, og det kan åbne op for endnu en gang valgfokus på sektoren,« vurderer Lars Skovgaard Andersen. 

Han påpeger derudover, at bankens data viser, at danskerne har en »overeksponering« mod sektoren, hvor omtrent 30 pct. af kundernes eksponering er mod sundhedsområdet. 

»Det er måske tid til at se, om den del skal være en smule mindre,« bemærker strategen. 

Lars Skovgaard påpeger dog, at der er visse risikofaktorer, der kan presse bankens sektorstrategi. Hvis Kina for alvor får gang i økonomien, vil det blandt andet kunne gavne de mere cykliske sektorer. 

Derudover vil stigende renter også kunne få en negativ påvirkning, da højere renter kan påvirke aktier med et vækst-tilt. 

Læs også: Strateg har gransket Ørsteds regnskab: Ser 'kompleks' og 'ubehagelig' situation

Læs også: Aktiechef: Det er usikkert, hvad Ørsted-aktien er værd