Henter kommentarer

Professionel investor: Derfor tror vi, aktierne står overfor fald


Et moderat fald venter os på det på globale aktiemarked, og derfor er der nogle særlige steder, som er mere attraktive end andre.

Det mener man hos Industriens Pension, der har 217 mia. kr. under forvaltning.

Pensionskassen ser muligheder i en særlig type aktier, som vi vender tilbage til, men faktisk er det slet ikke i aktiemarkedet, at Industriens Pension ser de største gevinster på den korte bane.

For i takt med, at renterne er steget, forventer pensionskassens investeringsstrateg Christian Tegllund Blaabjerg, at aktier vil falde de næste seks måneder. Samtidig vil obligationer give baghjul til aktier:

»Kort fortalt forventer vi, at aktiver, der modtager renter, på den korte bane fortsat vil outperforme aktiver, der betaler rente,« som investeringsstrategen formulerer det.

Det betyder, at Industriens Pension har lidt færre børsnoterede aktier i skuffen end mange af sine kolleger i branchen, forklarer Christian Tegllund Blaabjerg. Omvendt har pensionskassen flere unoterede aktier og større investeringer i infrastruktur end de fleste, hvilket også er værd at have in mente.

Den type aktier, som Industriens Pension foretrækker i øjeblikket, er de defensive af slagsen. Det omfatter selskaber, som historisk set klarer sig stabilt, uanset om økonomien er i opsving eller på vej ned. 

Modsætningen er cykliske aktier, som typisk klarer sig godt, når økonomien også klarer sig godt.

»Vi foretrækker defensive fremfor cykliske sektorer i det nuværende markedsmiljø med stigende renter og tilbageholdende forbrugere. Det nuværende marked med usikkerhed om centralbankernes ageren og omfanget af rentestigninger skaber svære betingelser for cykliske aktier, da en større del af cashflowet ligger længere ude i fremtiden,« forklarer Christian Tegllund Blaabjerg og fortsætter:

Læs også: De tror markedet vil give »store udsving« de kommende måneder: Her ser Saxo Bank mulighederne

»Omvendt ser vi generelt en solid udvikling i indtjeningen hos mange defensive aktier inden for eksempelvis medicinalbranchen og stabilt forbrug. I et markedsmiljø som det nuværende er det ligeledes attraktivt, at mange defensive selskaber fortsat udbetaler pæne udbytter til aktionærerne.«

Én ting er skillelinjen mellem defensive og cykliske aktier, men investorer skelner også mellem vækst- og valueaktier. Industriens Pension har solgt en smule ud af sine vækstaktier.

Læs også: Strateg har gransket Ørsteds regnskab: Ser 'kompleks' og 'ubehagelig' situation

Vækstaktiers største mål er at vokse, og derfor har selskaberne i den kategori oftest en negativ eller relativt lille bundlinje, fordi indtjeningen bliver investeret i at bygge selskabet større.

Fordi der er forhåbninger om et større selskab i fremtiden, så er prisen vækstaktier ofte i den dyre ende.

Derimod er valueaktier ofte mere modne selskaber, som er billigere end vækstselskaber. Og det er blandt valueaktierne, at Industriens Pension ser mest potentiale i den nærmeste fremtid:

»På den korte bane foretrækker vi valueaktier, fordi vi ikke venter rentefald lige med det samme,« bemærker investeringsstrategen.

Læs også: Jyske Bank kalder prissætning af dansk aktie 'yderst attraktiv' - spår let løftet prognose

Rationalet er, at det højere renteniveau kan udfordre de dyrere vækstaktier den kommende tid, mens valueaktier er mindre rentefølsomme. Det ændrer dog ikke ved mange techaktiers fortsatte potentiale på den lidt længere bane, lyder det:

»Hvis vi arbejder med en tidshorisont fra mellemlang til lang sigt, så foretrækker vi vækstaktier. AI-narrativet vil fortsætte, og teknologiaktier vil generelt klare sig godt.«

Helt overordnet vurderer pensionskassen, at vi befinder os sent i konjunkturcyklen, hvilket indikerer, at økonomien er på vej ned i gear. Historien er dog en lidt anden i Kina, understreger investeringsstrategen. 

Kineserne har haft faldende vækst og lav inflation og derfor nu har vedtaget en række både penge- og finanspolitiske lempelser for at stimulere økonomien, lyder det.

Læs også: 

Læs også: