Henter kommentarer

Denne danske fond har klaret sig værst i år: 'Det siger sig selv'


Førstepladser er sædvanligvis rare at have, men der findes også nogle, man måske helst vil være foruden.

Et kig ned over alle danske fonde afslører, at en fond hos BankInvest indtil videre har førertrøjen på, når det kommer til at klare sig dårligst i år.

Fonden, der er faldet 37,92 pct. år til dato, hedder »BankInvest Select Small Cap Danske Aktier.«

Læs også: Se listen: Her er dine store strømsyndere i hjemmet

Trods bankens kurstæsk i år, så har BankInvest ikke i sinde at ændre fondens grundlæggende søjler.

»Vi optimerer løbende porteføljen med hensyn til enkeltaktier, men strategien om at være aktiv i investering i early stage-virksomheder fortsætter,« oplyser fondens chefporteføljeforvalter, Niels Andersen, i et skriftligt svar til Euroinvestor.

Fonden har velkendte aktier som Matas og Alm. Brand i porteføljen, men fokus er at sætte penge i små og relativt nyopstartede danske selskaber. 24 af selskaberne i fondens portefølje hører hjemme på den til tider udskældte minibørs, First North, hvor danske selskaber kan træde deres første, spæde skridt udi aktiemarkedet.

Læs også: Himmelflugt giver nye muligheder for populær boligfinte

Niels Andersen henviser til, at First North som helhed er nede med 44 pct. på et år, og at det »helt naturligt har påvirket Small Cap-fonden i en negativ retning«.

First North har fra flere sider fået hug for, at selskaberne ryger på børsen til alt for høje værdiansættelser. Eksempelvis er flere selskaber dykket med 30 procent i kølvandet på deres børsnoteringer.

Det giver dog ikke umiddelbart anledning til strategiske ændringer for fonden, lyder det:

»Vi ser gerne professionalismen højnet på First North og presser på for, at det sker. Men det ændrer ikke fondens strategi, der inkluderer investering i First North-selskaber men også andre segmenter,« forklarer Niels Andersen.

Private investorer kan købe sig ind i den pågældende fond fra BankInvest, men man skal igennem en såkaldt egnethedstest inden. Det sker, fordi fonden er en kapitalforening med risikomærkningen rød.

Vurderer I, at jeres investorer i fonden bliver betalt godt nok for den risiko, de tager?

»Ikke det seneste år, det siger selv. Men set over de seneste 3 år er fonden, ifølge MorningStar, den bedst performende fond med danske aktier. Som et 'rødt' produkt skal investor rådgives om fondens særlige risici, som fx volatiliteten, som vi forventer vil fortsætte og kræve en meget lang investeringshorisont,« svarer Niels Andersen

BankInvest Select Small Cap Danske Aktier er over en treårig periode den danske fond, som har klaret sig bedst. I den periode er det årlige afkast på 16,4 pct.

Fondens største beholdninger er i MapsPeople, Relesys og Digizuite. De findes alle på First North.

BankInvest står også bag den fond, som har klaret sig anden dårligst, siden nytåret blev skudt ind. Der er tale om »Bankinvest Select Fokus Danske Aktier«.

Læs også: Vestas sikrer ny stor ordre fra USA

Læs også: England går kontra – renten i vildt fald