Sidste uges vilde kursridt i Atlantic Petroleum er blevet afløst af bratte fald til noget nær udgangspunktet. Det konstaterer investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

Atlantic Petroleum steg markant i første halvdel af sidste uge og var en overgang femtendoblet i værdi fra 4,45 kr. til 68 kr., da aktien lå højest onsdag.

Siden er det gået kraftigt ned ad bakke for Atlantic Petroleum, AP, der falder 18 pct. til 7,56 kr. mandag.

»Håbet, om at aktionærerne i AP kunne profitere af den stigende oliepris, fik aktiekursen til at eksplodere. Nu er virkeligheden ved at indfinde sig igen,« skriver Per Hansen i et notat.

De kraftigt stigende oliepriser har lige i øjeblikket ikke større betydning for Atlantic Petroleum, fortalte Mark Højgaard, administrerende direktør i Atlantic Petroleum, tirsdag i sidste uge til MarketWire.

Det færøske selskab er således uden produktion, men solgte i 2017 sin andel i Orlando-feltet til Decipher, og fastholdt i den forbindelse en mindre økonomisk interesse i det felt i form af en ret til en brøkdel af indtægterne.

I øjeblikket er der dog problemer, og Orlando-feltet er midlertidigt lukket og ventes først at være i drift igen i løbet af tredje kvartal som følge udfordringer med noget udstyr omkring feltet. Det oplyste Atlantic i december.

Samtidig er Atlantic Petroleum afhængig af sine kreditorer. Selskabet har en negativ egenkapital på over 95 mio. kr., og meddelte i sit seneste regnskab, at det arbejder på at restrukturere gælden.

»Der var ikke væsentlige selskabsspecifikke nyheder, der kunne begrunde en så markant stigning, som der var tale om i sidste uge, udtalte den ene medarbejder, som er tilbage i selskabet. Og det viste sig at være helt korrekt,« opsummerer Per Hansen.

Læs også: Dansk selskab sælger afdeling for stort millionbeløb

Læs også: Solgt aktier i 2021? Så modtager du måske et brev fra Skat

.\˙ MarketWire