Henter kommentarer

Solgt aktier i 2021? Så modtager du måske et brev fra Skat


Har du solgt aktier i 2021, der er købt før 2010?

Så vil du i løbet af de kommende dage være blandt de omkring 30.000 danskere, der modtager et brev fra Skattestyrelsen for at sikre korrekt beskatning.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

»Helt grundlæggende er det borgerens ansvar at oplyse os om gevinst eller tab, også selvom det stammer fra aktier, der har ligget i skuffen i mange år. I forbindelse med åbningen af årsopgørelsen har vi konstateret, at vi mangler oplysninger fra en større gruppe borgere. Derfor tager vi nu kontakt, så registreringen af ældre værdipapirer også bliver bragt i orden,« lyder det fra Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen.

Læs også: Årsopgørelsen er lige på trapperne: Disse seks ting skal du være opmærksom på

Borgerne, der modtager et brev, bliver bedt om enten selv at opgøre gevinst eller tab ved salget eller at få Skattestyrelsens automatiske løsning – værdipapirsystemet – til at foretage opgørelsen.

Derudover gør Skattestyrelsen opmærksom på, at man selv skal sørge for at registrere sine handler hos Skat senest 1. juli året efter købet, hvis man handler via en udenlandsk handelsplatform.

Gør man ikke det, er det ikke muligt at få fradrag for et eventuelt tab.

Man skal også selv sørge for at beregne beskatningsgrundlaget og oplyse det i sin årsopgørelse, hvis man har handlet unoteret aktier, lyder det.

»I dag kan man investere og handle aktier globalt, bare man har en smartphone. Det er nemmere end nogensinde. Til gengæld betyder det også, at flere borgere selv står med ansvaret for, at vi får de rigtige oplysninger,« siger Jan Møller Mikkelsen.

Handler man aktier via en dansk bank eller fondshandler, indberettes ens handler automatisk til Skat.

Læs også: Nyt håb sender aktierne op

Læs også: Nordnet om populære aktier: De er ramt af kollaps