Henter kommentarer

Derfor falder olien


Efter heftige stigninger har olieprisen har fået et gok i nødden, og det kan der være tre grunde til.

Det mener i hvert fald Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Det sorte guld har haft medvind siden Rusland invaderede Ukraine, og i midten af juni svingede prisen sig op på cirka 120 dollar tønden.

Aktuelt hedder prisen for den amerikanske WTI-olie dog 104 dollar.

Nedturen kan, ifølge Per Hansen, for det første skyldes, at den globale økonomi er under afkøling, hvilket naturligt sender olieprisen nedad. En lavere efterspørgsel er nemlig lig med, at færre ting skal produceres, og dermed skal også færre cointainerskibe sejle rundt med olie i tanken.

En anden grund til, at olieprisen kan have toppet, har relation til krigen i Ukraine, forklarer Per Hansen:

»Den geopolitiske risikopræmie med hensyn til Rusland/Ukraine, som analytikere anslår til at være på mindst 20 USD, kan måske give sig lidt,« lyder det i hans kommentar torsdag morgen.

Den sidste grund til de faldende oliepriser er, i følge Per Hansen, at der sandsynligvis kan produceres mere olie.

Blandt andet Saudi Arabien har bebudet, at de kan pumpe mere olie op af undergrunden, hvis der er behov for det.

Inden krigen i Ukraine lå prisen for en tønde WTI-olie i omegnen af 90 dollar.

Læs også: Olie nærmer sig 100 dollar: Saudierne giver USA den kolde skulder

Læs også: Flere banker afskaffer negative renter