Henter kommentarer

Derfor letter SAS-aktien i raketfart


 

Aktien i det pressede flyselskab SAS stiger mandag middag 13 pct.

Det skyldes en kombination af primært to ting: coronavaccine og Norwegians krise, påpeger Per Hansen, investeringsøkonom i handelsplatformen Nordnet.

»NAS [Norwegian Air Shuttle, red.] er krøbet i flyver- og kreditorskjul i Irland. Uanset hvad der kommer ud af at forsøge at gemme sig, vil NAS ikke fremadrettet og efterfølgende blive det NAS, som investorerne tidligere kendte. Det vil under alle omstændigheder blive et meget mindre selskab. Jo mindre NAS, jo mere plads til SAS,« skriver Per Hansen i en kommentar.

SAS-aktien er steget over 110 pct. siden bunden for et par uger siden. Stigningerne skyldes også særligt positive nyheder om potentielle vacciner mod corona, lyder det.

»Coronavaccine giver yderligere investorerne håb om et bedre 2021,« skriver Per Hansen.

I videoen ovenfor ses det, hvordan markedsværdien hos en række flyselskaber har udviklet sig. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

For højt op?

SAS-aktiens optur kommer, efter at aktien faldt »alt for meget« i kølvandet på en kapitaludvidelse for en måned siden, påpeger investeringsøkonomen. Dengang faldt aktien til 0,55, hvilket var 30 pct. under tegningskursen.

»Nu har aktien for alvor fået luft under vingerne. Alene korrigeret for kapitaludvidelsen vil en fair værdi (aktiekurs før samt tegningskurs korrigeret for tegningsforhold) tilsige en aktiekurs omkring 1,10-1,15. Spørgsmålet er, om aktiekursen nu er steget til et niveau, som er lidt over, hvad økonomien kan bære?« lyder det fra Per Hansen.

I øjeblikket bliver aktien handlet i 1,23 kr.

Spørger man analytikerne, er der kun en enkelt, som ser potentiale i SAS-aktien fra nuværende kursniveau. Det er HSBCs analytiker, der har sat et kursmål på 1,31 kr. ifølge Bloomberg. Nordea har et kursmål på 0,23, mens Sparebank 1 Markets har et kursmål på 0,29 kr. For et år siden lå aktien omkring kurs 13.

Læs også: SAS-aktien stiger: Sådan bliver SAS påvirket af Norwegians krise

Læs også: SAS i knibe - SF vil straffe flyselskaber som ikke refunderer billetter