Har du også følelsen af, at din portefølje står i flammer? Så er du ikke den eneste - især ikke hvis du har proppet porteføljen med bestemte aktier.

Nogle aktier bliver dog langt hårdere ramt end andre i disse måneder. Det er især de såkaldte vækstaktier, der bliver flået rundt, påpeger aktiechef Michael Friis Jørgensen fra rådgivningsvirksomheden HC Andersen Capital.

»Det er renten, der er den helt dominerende faktor, men der er også to andre faktorer,« udtaler Michael Friis Jørgensen.

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over

Stemningen til børsfesten har ændret sig fuldstændig. Det påvirker især vækstaktierne, dvs. dem, hvor de underliggende selskaber ventes at vokse hurtigere end markedet og tjene mange langt ude i fremtiden. Der er nu en masse ingredienser i cocktailen, der er med til at sende netop disse aktier i gulvet.

»Renten betyder alt for prissætningen af en aktie, hvor indtjeningen ligger langt ud i fremtiden. Vækstperspektiverne er heller ikke, som man troede, at de ville være for mange af vækstaktierne under coronakrisen. Verden er ikke helt så forandret,« udtaler Michael Friis Jørgensen og tilføjer:

Læs også: 3 mulige aktieperler: 'Jeg synes, at aktien er alt for billig'

»Den tredje ting er, at vi har en recession, der truer forude. Det rammer især de forbrugerrelaterede vækstaktier

Aktiens pris afgøres typisk af to ting: Værdien af det, som selskabet ejer – tænk bygninger, maskiner, rettigheder osv. – samt selskabets forventede fremtidige indtjening.

Når prisen på en aktie skal vurderes, så bruges renten til at udregne, hvor meget selskabet ventes at tjene i fremtiden.

Læs også: Ser stort potentiale i 'billig' aktie: 'Galskab ikke at købe den'

Det har også haft konsekvenser for en lang række vækstaktier, at fortællingen om den del af markedet har ændret sig, forklarer Michael Friis Jørgensen. Under coronakrisen var det især disruption, digitalisering og grønne aktier, der var fokus på, men det ændrede sig i takt med genåbningerne af økonomierne.

»Der er nogle af de forbrugerrelateret vækstaktier, der er enormt hårdt ramt,« forklarer aktiechefen.

Det hjælper ifølge ham heller ikke, at prisen på penge er steget i takt med, at renterne er kravlet op. Det rammer især de selskaber, der har haft en forretningsmodel, hvor de har finansieret deres vækst ved at låne penge. Nu er spørgsmålet, hvilke selskaber, der kan overleve, og det er med til at påvirke prissætningen på den type aktier, forklarer aktiechefen.