Her er dagens mest væsentlige markedsnyheder fra de danske finansmedier

Mærsk Drilling parat til transformation

Danske Maersk Drilling er begyndt at se på muligheder for at transformere virksomheden imod en grøn omstilling. Det skriver Finans.

»Der er med sikkerhed områder, som har brug for de kompetencer, vi har i dag, så vi kan spille en rolle der. Eksempelvis et område som flydende havvind. Vi har en portefølje af sager, vi kigger på,« lyder det fra selskabets innovationsdirektør, Marika Reis, til Finans.

Borerigselskabet er i færd med at se på muligheder for at skabe sig en rolle inden for brint, for eksempel ved opsætte små brintfabrikker til havs, lyder det. Hos Maersk Drilling har man dog tidligere påpeget, at olie og gas vil være en del af energimikset i årtier frem, indtil bæredygtige energikilder helt kan tage over. Det kan du læse mere om her.

Mærsk-ejer hælder 149 millioner i ny brintsatsning – går efter børsnotering

Mærsk-ejeren A.P. Møller holding har investeret 149 millioner i den danske cleantech-virksomhed Green Hydrogen Systems, der fokuserer på at udvikle bæredygtig produktion af brint. Det skriver Børsen om brintselskabet, der satser på en børsnotering.

»Vi ser brint som en vigtig del af det fremtidige energimiks industri, shipping og tung transport. Green Hydrogen Systems har en overbevisende brintproduktion baseret på grøn energi, og vi er glade for at støtte dem med at udvikle platformen yderligere,« lyder det fra investeringsdirektør i A.P. Møller Holding, Jan Thorsgaard Nielsen til Børsen. Det kan du læse mere om her.

Private investorer slår de professionelle

I et år med et aktiemarked så uforudsigeligt, at det har fået professionelle investorer til at sætte spørgsmålstegn ved deres strategi, har de private investorer haft is i maven og hevet flere aktier hjem, end de har solgt. Det skriver Børsen.

»De professionelle investorer har tilsyneladende opført sig, som man siger, de private gør – panikker og sælger lavt og køber dyrt – mens de private i år har opført sig fuldstændigt rationelt,« udtaler formand for Dansk Aktionærforening, Ole Søeberg, til Børsen.

Femalie Invest tiltrækker store investornavne

Investeringsgruppen Female Invest, som arbejder med at få flere kvinder til at investere, hiver investering hjem på 10 mio. kr. samt en række store investornavne. Heriblandt er adm. direktør og medejer af Maj invest, Jeppe Christiansen, og medstifter af Nordic Founders, Mia Wagner, som begge ser et stort potentiale i virksomheden og holdet bag. Det skriver Børsen.

»Det er luksus for mig at finde en virksomhed, der rammer alle tre dele. Altså, en veldrevet forretning, der er en del af en global trend og ovenikøbet også er ideologisk vigtig,« udtaler Mia Wagner til Børsen.

Vær med i Euroinvestors julekalender. Svar på dagens spørgsmål og vind præmier hver dag. Tilmeld dig her!

Læs også: Aktiemarkedet i USA torsdag: Stimulushåb gav indeksrekorder

Læs også: Torsdagens aktier: Grønne aktier bag årets 40. C25-rekord