Henter kommentarer

| Opdateret

Dansk kæmpe hælder 149 millioner i ny brintsatsning – går efter børsnotering


149 millioner.

Så mange penge har Mærsk-ejeren A.P. Møller Holding investeret i den danske cleantech-virksomhed Green Hydrogen Systems, der fokuserer på at udvikle bæredygtig produktion af brint. Det skriver Børsen om brintselskabet, der satser på en børsnotering.

»Vi ser brint som en vigtig del af det fremtidige energimiks industri, shipping og tung transport. Green Hydrogen Systems har en overbevisende brintproduktion baseret på grøn energi, og vi er glade for at støtte dem med at udvikle platformen yderligere,« lyder det fra investeringsdirektør i A.P. Møller Holding, Jan Thorsgaard Nielsen til Børsen.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Selskabet laver elektrolyseanlæg, der kan omdanne strøm til brint. Green Hydrogen Systems har ifølge Finans udviklet en måde, hvor man løbende kan justere anlæggene i forhold til, om strømmen er billig eller dyr. Det er relevant, fordi når strømmen er billig, så er det også billigere at skabe brint.

Selskabet er ikke det eneste, der har set et potentiale på brintmarkedet. Listen af konkurrenter tæller blandt andre norske NEL og franske Mcphy Energy, der allerede har rejst millioner på aktiemarkedet i år

»Vi mener 100 pct., at vi har en førerposition teknologisk. Det er vigtigt for os, at vi ikke hægtes af, når konkurrenterne hæver så store beløb,« har adm. direktør i Green Hydrogen Systems, Niels-Arne Baden, tidligere udtalt til Finans.

Selskabet har ifølge avisen aftaler i hus med kæmper som Ørsted og Siemens Gamesa.

Green Hydrogen Systems har hovedsæde i Kolding i Jylland og blev stiftet i 2007. Selskabet er samtidig i gang med at bygge en fabrik på 4000 kvm, som ventes at stå færdig i januar 2021.

 

Læs også: Ugens aktie: Equinor – det sorte guld skal investeres grønt med statsgaranti

Læs også: 3 mulige vinderaktier til 2021: 'Det er en af mine yndlingsaktier'