ISS gør rent bord på torsdagens danske aktiemarked, efter at serviceselskabet sent onsdag opjusterede sine forventninger til hele 2022 og offentliggjorde et stærkt regnskab for andet kvartal og første halvår.

Modsat skidt går det for Netcompany, der får læsterlige klø på børsen efter sit regnskab for andet kvartal torsdag morgen, der viste sig som en gevaldig skuffelse.

Også Ørsted har røde ører efter sit regnskab, mens det går bedre for enzymproducenten Novozymes, der også har sat tal på andet kvartal.

Samlet set stiger C25-indekset netop med 0,1 pct. til 1760,55 ud på formiddagen.

Læs også: Genmab-topchef ser muligheder i 'næstegeneration-tilgange'

ISS leverede langt over det ventede med sin organiske vækst i andet kvartal, hvor den blev på hele 8,0 pct. mod ventet 4,7 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.

For halvåret blev den organiske vækst 6,7 pct. mod ventet 5,1 pct.

Og for hele 2022 venter ISS nu en organisk vækst på "over" 5 pct. mod tidligere ventet "over" 4 pct. Driftsmarginen ventes samtidig nu at blive "over" 3,75 pct. mod tidligere ventet "over" 3,50 pct., og de frie pengestrømme ses ramme "over" 1,5 mia. kr. mod tidligere ventet "over" 1,3 mia. kr.

- Nøglekunderne leverer på halvårsbasis bedre end den generelle del af forretningen. Det viser, at fokus på de store kunder betaler sig, siger Per Fogh, der er aktieanalytiker hos Sydbank, til MarketWire.

Aktien stiger med 4,5 pct. til 137 kr. og er dermed med helt i toppen af C25.

Også Bavarian Nordic gør det godt og stiger med 5,2 pct. til 351,30 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder, og Ambu, der har fået klø på det seneste, får lidt comeback med et løft på 5,3 pct. til 76,22 kr.

Læs også: Netcompany-topchef: 'Det lover godt for fremtiden'

For Netcompany gik det helt galt i andet kvartal, hvis man sammenholder med forventningerne fra analytikerne.

Både den organiske vækst, bruttomarginen, driftsudgifterne og den justerede EBITDA-margin skuffede i forhold til konsensus, og modvinden forklares blandt andet med et højt antal sygedage, der har presset marginen med 2,5 pct.point.

For hele året fastholdes forventningerne, men ifølge Handelsbanken er der overhængende fare for, at Netcompany senere må nedjustere efter de svage takter i første halvår.

Netcompany-aktien falder med hele 16,5 pct. til 349,40 kr.

Ørsted falder med 5,3 pct. til 807 kr. efter sit regnskab for andet kvartal, hvor driftsresultatet (EBITDA) inklusive nye partnerskabsaftaler blev 3615 mio. kr. mod ventet 4893 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ørsted selv.

Det var særligt havvindforretningen og Bioenergy, der skuffede i forhold til estimaterne, mens landvind gav en noget større indtjening end ventet.

Så selv om energiselskabet også opjusterede forventningerne, er regnskabet generelt skuffende, lyder det fra Per Fogh fra Sydbank.

- Det er generelt et skuffende regnskab. Onshore-divisionen er det mest positive, mens Offshore-skuffer og er presset af en række ting - ineffektive prisafdækninger og overafdækning, og at man ikke fået stillet møller op til tiden, siger Per Fogh til MarketWire.

Læs også: Nordnet om C25-selskab i opgør med fortiden: Her bliver det sjovt at være aktionær

NOVOZYMES BEDRE END VENTET PÅ TOPLINJE OG DRIFT

Novozymes stiger omvendt med 2,8 pct. til 451,50 kr. efter sit kvartalsregnskab, der viste bedre end ventede takter på både toplinjen og driften i andet kvartal.

Selskabet solgte for 4286 mio. kr. mod ventet 4064 mio. kr. blandt analytikerne ifølge gennemsnitsestimater indsamlet af Novozymes selv.

Driftsoverskuddet før renter og skat (EBIT) blev 1110 mio. kr. mod ventet 1059 mio. kr., og dermed kunne nettooverskuddet opgøres til 817 mio. kr. mod ventet 776 mio. kr.

For hele 2022 løfter selskabet også bunden af sit spænd for den organiske vækst, der nu lyder på 6-8 pct. mod tidligere ventet 4-8 pct.

Forventningerne til EBIT-marginen løftes samtidig til 26-27 pct. fra tidligere ventet 25-26 pct.

Læs også: Netcompany-aktien i uhyggeligt fald - det er der sket

Læs også: Dansk aktie står i flammer - topchef kalder udfordringen for 'enkeltstående fænomen'

.\˙ MarketWire