Aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank bliver med stor sandsynlighed uden den store dramatik om selve beslutningen.

Langt størstedelen af økonomer og analytikere venter nemlig, at renten vil blive holdt i ro. Alligevel vil investorerne fokusere på to ting, lyder det fra Jyske Bank.

Den amerikanske centralbank kommer i aften under spotlys, når samtlige blikke hos verdens finanshuse og nyhedsmedier vendes mod Jerome Powells talerstol klokken 20.30 i aften.

Den amerikanske centralbank har været under angreb fra den amerikanske præsident Donald Trump, der vil have komitéen, der styrer renten, til at få renten i længere ned.

Derfor kan det få betydning, hvis centralbanken signalerer sammenhold over for Trumps trusler, og det kan ske, hvis alle medlemmer - undtagen Stephen Miran, der er udpeget af Trump - stemmer for at holde renten i ro.

»Det er vigtigt for investorernes tillid til Fed,« skriver banken i en note.

Samtidig vil der som ved tidligere rentemøder komme fokus på, hvad den amerikanske centralbankchef har at sige om den amerikanske økonomi.

Centralbanken har nemlig to opgaver. Man skal sikre en stabil prisudvikling, og så skal man sørge for maksimal beskæftigelse. Her er de to vigtigste målestokke for centralbanken inflationstallene og jobtallene.

Jerome Powell har ifølge Jyske Bank været relativ rolig i sin retorik omkring inflationen. Til gengæld er centralbankchefen begyndt at blive kritisk over for kvaliteten af jobtallene, som ligger for højt, ifølge Jerome Powell.

Det betyder, at jobmarkedet må være svagere, end tallene har givet udtryk for på det seneste, hvilket må bekymre Fed, skriver Jyske Bank.

Rentebeslutningen bliver offentliggjort i aften klokken 20, og der er pressemøde 20.30. Begivenheden kan følges her på Euroinvestor.dk.

Læs også: Chipkæmpe fordobler indtjeningen og fortsætter vanvittigt kursridt

Læs også: Luksuskæmpe får kurslussing efter regnskab

Millionærklubben

Store amerikanske techregnskaber er på vej, den amerikanske centralbank holder rentemøde, og så har en særlig del af det amerikanske marked givet de store aktier baghjul. Der sker meget på den anden side af Atlanten, og derfor sætter Millionærklubben i dag fokus på USA, og alt det man som investor bør have for øje.  Med i studiet er Natalia Setlak, chefanalytiker i AL Sydbank, og Michael Friis Jørgensen, aktiechef i HC Andersen Capital. Panelet vender også det dugfriske regnskab fra den europæiske kronjuvel ASML, der er landet fra morgenstunden. Vært: Laura Bitte Rossau