Det fyger med trusler og skældsord over Atlanten, og det koster den danske grønne omstilling 15 mia. kr.
For energikæmpen Ørsted og vindmøllegiganten Vestas banker ned på børsen onsdag, og det sker, efter den kommende præsident Donald Trump har kaldt vindmøller for »skrald.«
Det skriver investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen, i en kommentar.
»Donald Trump hader vindmøller og 'truer' Danmark. Det giver betragtelig danske modvind til Ørsted og Vestas,« skriver han.
Ikke nok med det så er truslen om en told på danske varer også med til at tage luften ud af flere danske aktier, vurderer Per Hansen.
Kigger man på det toneangivende danske aktieindeks, C25, så falder de danske aktier med 0,6 pct. Her falder Ørsted og Vestas tungest med henholdsvis 7,6 og 6,9 pct. i skrivende stund.
En speciel told på danske varer er dog »mindre realistisk« ifølge Per Hansen, der peger på, at Danmark ikke kan bestemme over Grønlands skæbne og selvstændighed.
Læs mere: Se listen: Europæiske forsvarsaktier stiger efter Trump-udmelding
Læs mere: Driver hvalerne til vanvid: Trump vil sætte en stopper for vindmøller

