Investorer skal spænde sikkerhedsbæltet igen torsdag, hvor nedturen på aktiemarkedet ser ud til at fortsætte.
Den negative stemning fortsætter i hvert fald på markederne i Asien denne morgen. Det japanske indeks Nikkei endte med et fald på 1,6 pct., mens de kinesiske aktier SSE Composite er nede med 1,7 pct.
Læs også: Danske aktier igen i stor nedtur: Alle C25 aktier i rødt
Samtidig bliver både den amerikanske og de europæiske aktiefutures handlet i negativt territorium med et minus på 0,5 pct. ifølge storbanken Nordea.
»Det giver bange anelser for, at salgspresset på de globale aktiemarkeder kan fortsætte i dag, især hvis den forestående månedsafslutning afholder mange investorer fra at købe op efter gårsdagens store kursfald,« skriver analytikere fra Nordea i en ny analyse.
Hurtige på aftrækkeren for at sikre gevinst
Onsdag endte det danske eliteindeks C25 med et fald på 2,4 pct., ligesom alle de store amerikanske indeks også faldt over 2 pct., selvom både Apple og Facebook overraskede positivt med stærke resultater.
»Nervøsiteten har præget aktiemarkederne de seneste dage, og onsdag brød den ud med fuld kraft, uden at der var tale om en eller flere negative nyheder. Men pludselig var glasset halv tomt, og investorerne besluttede sig for at sælge ud,« skriver Nordea.
Læs også: Apple-regnskab: Trumfer forventningerne med stærkt iPhone-salg
Storbanken vurderer desuden, at den nært forestående månedsafslutning »uden tvivl« er med til at fremme salgspresset.
»Diskussion om aktierne er overvurderede florerer meget blandt investorerne og gør dem hurtige på aftrækkeren i bestræbelser på at sikre de gevinster, der allerede er opnået i løbet af årets første uger,« uddyber banken.
Onsdag holdt den amerikanske centralbank Federel Reserve rentemøde uden nogen store overraskelser. Den lempelige pengepolitik blev fastholdt, og der blev ikke signaleret snarlige stramninger.
»Men det var heller ikke nok til at ændre stemningen på aktiemarkederne. Nasdaq faldt med 2,8 pct. og S&P 500 lukkede med et fald på 2,56 pct.,« lyder det fra Nordea.
Investorer søger mod sikker havn
Den store nedtur på aktiemarkederne fik investorer til at søge i ly og reducere deres risiko ved i stedet at købe blandt andet obligationer, som er forbundet med en lavere risiko end aktier.
»De store aktiekursfald medfører det velkendte risk-off mønster på de øvrige finansielle markeder. Markedsrenter falder, mens dollaren den stiger,« uddyber Nordea.
Den 10-årige amerikanske statsrente ligger på 1,01 pct., hvilket er 3 basispoint lavere end i går morges. De europæiske markedsrenter må også forventes at falde lidt tilbage her til morgen, påpeger Nordea.
Facebook-aktien endte med at dykke 3,5 pct. onsdag, mens Apple endte med et fald på 0,8 pct.
Læs også: Lars Tvede om aktiedyk: Jeg tror ikke, at vi er specielt langt fra nu
Læs også: Dansk enegang i voldsom nedtur – rygterne svirrer om større salgspres fra udlandet
