Henter kommentarer

Dansk enegang i voldsom nedtur - rygterne svirrer om større salgspres fra udlandet

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

 

Flere af de største danske aktier sendes til tælling i onsdagens handel. Nedturen er dramatisk, og omsætningen i flere aktier er skyhøj. I Pandora er omsætningen tre gange højere end på en gennemsnitlig dag på samme tidspunkt.

Foreløbigt er det gået hårdest ud over Pandora, A.P. Møller Mærsk, Vestas, Ørsted og Rockwool. Særligt de tre sidstnævnte er steget voldsomt på det seneste. Det kunne indikere, at det er tale om et udsalg af netop virksomhederne inden for den grønne omstilling. Men der stopper logikken så også.

Pandora og A.P. Møller Maersk er ikke ligefrem kendt for at reducere udledningen af CO2 på planeten. Eneste fællestræk synes at være, at de aktier, der på det seneste er steget mest, også får flest tæsk.

Euroinvestor har været i kontakt med flere af de store handelsgulve i storbankerne. Her svirrer rygterne om, at et større udenlandsk salgspres skulle være årsagen. Ritzau Finans kobler, via en unavngiven analytiker, ligefrem den bizarre udvikling i Gamestop, hvor hedgefonden Melvin Capital er havnet i problemer, da deres spekulation i kursfald i Gamestop er gået helt galt, og derfor skulle Melvin Capital være ude og lukke ned for øvrige positioner andre steder i porteføljen.

Læs også: Elon Musk puster til ilden i Gamestop-krig efter stigning på 93 pct. på én dag

Euroinvestors kilder afviser imidlertid en direkte kobling. I stedet lyder forklaringen, at markedet helt generelt er uhyre nervøst i disse dage. Og her kan Danmarks position som et lille marked uden for euroen være sårbare i kortere perioder.

»Udenlandske investorer udgør omkring 60 pct. af aktiemarkedet i Danmark, derfor skal der ikke meget til, hvis nogle af de helt store investorer ønsker at realisere gevinsten for at skaffe likviditet til andre formål,« lyder det fra en kilde i markedet.

Sydbank henviser i deres middagsskriv til kunderne, at de også er bekendt med, at der går rygter om, at udenlandske hedgefonde skulle lukke positioner. I givet fald er der både tale om korte og lange positioner. Ifølge finanstjenesten Bloomberg er der nemlig ikke registreret større short-positioner i hverken A.P. Møller eller i Vestas.

Netop Danmarks position som et lille randmarked med sin egen valuta har flere gange tidligere givet problemer - om end det forekommer uhyre sjældent. Senest så vi det i dansk realkredit, der fuldstændigt uden fundamental baggrund oplevede store kursfald og dermed stigende renter i en kort periode under lockdown i foråret 2020. Dansk realkredit blev solgt fra, da store investorer ønskede mere fri likviditet - og netop fordi det var nogle af de papirer, man trods alt kunne sælge, gik det ud over kursdannelsen kortvarigt.

Læs også: Legende: Det er en fuldt ud episk boble – der spekuleres hysterisk

Læs også: Pensionskæmpe: Det vil trække vigtigt aktieindeks ned og give efterdønninger i alle aktiemarkederne