Henter kommentarer

Ekspert om kryptokup: Sikkerhedsfejl kan muliggøre tyveri


 
Hvad betyder bull marked, og det at være bullish? Det kan du se i videoen ovenfor - og også hvad et bear marked er.
Vis mere

En gruppe hackere lykkedes tidligere på ugen med at stjæle kryptovaluta for 600 millioner dollar i et cyberangreb mod platformen Poly Network.

Det svarer til cirka 3,8 milliarder danske kroner.

Og selv om beløbets størrelse er opsigtsvækkende, er metoden, hvormed tyveriet er begået, med stor sandsynlighed ikke meget anderledes end mange andre hackerangreb.

Det forklarer Peter Sestoft, der er professor i datalogi ved it Universitetet.

»Det er vekselcentraler, og dem der opbevarer folks penge, der bliver udsat for hacks. Det har som sådan ikke noget at gøre med, at det er kryptovaluta. Det er helt normale, banale it-sikkerhedsproblemer,« siger han.

Det er muligt at spore transaktioner med kryptovaluta, da de alle er offentligt tilgængelige. Det er dog ikke en helt let opgave, da man ikke kan se, hvem der står bag transaktionerne.

Ifølge Peter Sestoft findes der virksomheder, der hjælper både Interpol og FBI med at opspore hackere. Men det er et omfattende arbejde.

»Men det er der jo ikke nogen, der gider gøre, hvis det kun er for 10.000 kroner. Det er kun i meget store sager,« siger han.

Hackerne har leveret godt en tredjedel af pengene fra tyveriet tilbage og siger, de vil levere alle pengene retur.

En person, der hævder at være en af hackerne, oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de gjorde det "for sjov".

Det skete angiveligt for at pege på en svaghed, der lå i platformen, inden andre eventuelt ville udnytte den.

Torsdag har hackerne dog stadig for 400 millioner dollar af kryptovalutaerne eretheum og polygon. Det er over 2,5 milliarder danske kroner.

Poly Network har ifølge Reuters bedt hackerne sende det hele retur. Hvis ikke de gør det, vil man gå rettens vej. Hackerne er dog ikke blevet identificeret, hvilket besværliggør et søgsmål.

Læs også: Kapitalfond byder 1 mia. dollar for spiritusproducent - aktien stiger over 40 pct.

Læs også: Messi får "et stort antal" kryptovaluta i lønpakken

/ritzau/