Eksperter advarer mod fælde: Sådan kan du udnytte det


Spillernes afkast i Millionærklubbens Aktiespil brager opad, men med en regnskabssæson, som den vi netop har trådt ind i, er der både fælder og muligheder forude.
Virksomhedernes høje indtjening har presset forventningerne så højt i vejret, at risikoen for kursfald er stor. Den advarsel kommer fra Tine Choi, chefstrateg i PFA, og Lars Persson, teknisk analytiker ogfast bestanddel af Millionærklubben.
»Selskaberne har haft en helt ekstremt stærk indtjeningsvækst i år, og det forventer langt de fleste analytikere fortsætter. Det, der bliver spændende er, om aktierne bliver belønnet for at levere gode resultater - eller om det bliver et spørgsmål om, hvor meget virksomhederne skal overlevere på resultaterne,« konstaterer Tine Choi, chefstrateg i PFA og fortsætter:
»I denne regnskabssæson vil vi formentligt se, at aktierne faktisk bliver straffet for et godt regnskab snarere end belønnet, fordi forventningerne er så høje.«
Den sidste del af oktober byder på et væld af forskellige regnskaber, som spillerne i Millionærklubbens Aktiespil kan forsøge at tjene penge på.
Læs også: De fører Millionærklubbens Aktiespil - se hvad de satser på
I aktiespillet handler det om at få en million fiktive kroner til at vokse mest muligt inden spillets slutdato. Der vinder førstepladsen en kontant præmie på 250.000 kr. Foruden førstepræmien, uddeles der hver uge også en attraktiv ugepræmie, til den spiller med det bedste ugentlige afkast. Du kan se hele præmieoversigten her og tilmelde dig spillet her.
Lars Persson er enig i Tine Chois analyse, og han fremhæver særligt én type aktie, som spillets deltagere med fordel kan se mod - nemlig de selskaber, som allerede har fået »bøllebank«.
»Selvom selskaberne overrasker positivt, leder markedet efter en mørk sky derude. Der skal altid være en eller anden dårlig historie. Derfor vil jeg i denne sæson hellere finde de aktier, som har fået bøllebank. Hvis de overrasker det mindste positivt i et regnskab, kan kursen rykke markant,« siger Lars Persson, teknisk analytiker i Aktierådet.
Et af de steder, hvor investoren ser muligheder, er i den danske rederigigant DSV. Selskabet aflægger snart regnskab, og her er stemningen ifølge Lars Persson trykket helt i bund efter milliardopkøbet af tyske DB Schenker.
Læs også: Embla Medicals overskud falder - nu indsnævrer selskabet forventningerne
»Et eksempel på en aktie, der har fået bank er DSV. Folk spørger: 'Bliver integrationen med Schenker god?' Analytikerne har nedjusteret på stribe. Men netop fordi forventningerne er skruet så langt ned, skal der ikke ret meget til, før stemningen vender,« siger han.
Med deadline 30. oktober forude står aktiespillerne over for et strategisk valg: Skal man holde fast i de højtflyvende og risikofyldte aktier, eller skal man udnytte regnskabssæsonen til et sidste ryk?
Lars Persson har selv valgt at tage noget af toppen af risikoen i hans aktiespilsportefølje, blandt andet ved at sælge chipproducenten Lam Research og købe medicinalgiganten Pfizer.
Han peger dog på, at spillets format giver plads til at tage de chancer, man tøver med i den virkelige verden. Du kan se hele hans portefølje her.
»Det er jo det sjove ved aktiespillet; det er fiktive penge, så man kan tillade sig at begå fejl og gå efter de skæve idéer,« siger investoren.
Læs også: Eksperter advarer mod fælde: Sådan kan du udnytte det
Læs også: Tysklands forbundskansler med skarp advarsel: Europa undervurderer den russiske trussel