Elbil-aktierne brager frem - investorer sender en i vejret med 24 pct.


Investorerne kan tilsyneladende ikke få nok af elbilsproducenterne. Mens Tesla for kort tid siden passerede en markedsværdi på mere end 1000 mia. dollar, så følger en række mindre producenter af elbiler med op.
Således har børsdebutanten Rivian, som er på vej med en eldreven pick-up-truck og en eldrevet SUV, på en uge mere end fordoblet sin markedsværdi til 153,3 mia. dollar og dermed passeret værdien af Volkswagen-koncernen på 122 mia. euro, eller 137 mia. dollar. Selv om Rivian reelt endnu ikke har leveret en eneste bil til kunderne, men kun nogle enkelte til medarbejdere. Torsdag steg Rivian-aktien 15 pct.
- Det er endnu et tegn på, at fråden er på vej tilbage ind i markedspladsen. Der er stadig et nødniveau af likviditet, som flyder ind i systemet længe efter, at nødsituationen er overstået, kommenterer Matthew Maley, chefstrateg hos Miller Tabak, til Bloomberg News med henvisning til den globalt lempelige pengepolitik og de mange stimulusmidler, som regeringer verden over har pumpet ind i økonomien under coronapandemien.
Læs også: Tesla nærmer sig bearmarket
På samme måde har elbilskonkurrenten Lucid også set sin værdi skyde i vejret til 91,4 mia. dollar, så selskabet nu er mere værd end Fords 79 mia. dollar og General Motors, GM's, 90,9 mia. dollar. Tirsdag steg Lucid-aktien da også næsten 24 pct.
Fremgangen til de små producenter, især til Rivian, er faldet sammen med, at investorerne har taget stikkene hjem i Tesla, der frem til mandag faldt med næsten 20 pct. fra sin seneste rekord forrige fredag. Et udsalg udløst af, at topchef Elon Musk har solgt ud af sine aktier.
- Rivian er blevet månedens smag, da investorerne ikke aner, om Elon Musk er færdig med at sælge ud, kommenterer Ed Moya, senioranalytiker i Oanda, til Bloomberg News.
- Wall Streets syn på elektriske biler er, at Rivian har meget større vækstpotentiale, end hvad de kan få hos Tesla.
Tirsdag fik Teslas aktie dog noget comeback med et plus på 4,1 pct.
Rivian er delvist ejet af Amazon og af Ford, og elbilproducenten blev børsnoteret sidste tirsdag.
Læs også: Danskerne kaster sig over aktiefonde – særligt én hitter
Læs også: Én aktie fylder næsten halvdelen af Buffetts portefølje
.\˙ MarketWire