Henter kommentarer

Endnu en dansk børsnotering udskydes


Det danske softwareselskab Speedrecruiters kunne for få uger siden fortælle, at den gik efter en børsnotering på vækstbørsen First North.

Men de planer er nu sat på hold, lyder det i en meddelelse fra selskabet.

Udskydelsen er et »resultat af den nuværende og meget høje usikkerhed på de finansielle markeder,« lyder det blandt andet.

»Det har været magtpåliggende for os, at børsrejsen for både Speedrecruiters og de nye investorer skulle have en positiv start. Børsmarkedet og særligt IPO-markedet er dog p.t. så volatilt, at der er en for stor risiko for, at afsættet på børsen ikke vil være, som vi ønsker, og som derfor ej heller vil afspejle den positive vækstrejse, Speedrecruiters er på,« udtaler administrerende direktør i Speed Recruiters, Michael Lunderskov.

Udskydelsen betyder, at selskabet har trukket ansøgningen om optagelse til handel på First North Growth Market tilbage, og at alle tegningsordrer er blevet annulleret.

I sidste uge kunne Re-Match, der beskæftiger sig med genanvendelsen af kunstgræsbaner, også fortælle, at selskabet har valgt at udskyde at blive noteret på First North-børsen.

»På trods af stærk støtte fra nøgleinvestorer er det vores overbevisning, at den nuværende usikkerhed på markedet ikke understøtter virksomhedens og eksisterende aktionærers ønske om at opnå en vellykket børsnotering og et velordnet eftermarked,« lød det fra bestyrelsesformand Laurits Mathias Bach Sørensen, ifølge MarketWire.

Læs også: Verdens største kapitalforvalter om børsstorm: Her kan du søge tilflugt på aktiemarkedet

Læs også: Danske Bank finder endnu en fejl – 140.000 kan være ramt