Henter kommentarer

Endnu en notering på vej: Takeaway-softwarefirma skal hente millioner på vækstbørs


Nu går endnu en dansk virksomhed på vækstbørsen First North.

Det drejer sig om OrderYOYO, og virksomheden er nummer 12 i rækken i år af selskaber, der entrere markedspladsen, hvor de børsnoterede selskaber ikke skal leve op til lige så strenge krav, som selskaber der er noteret på hovedbørsen.

OrderYOYO, der har udviklet en online ordre-, betalings- og marketing softwareløsning til takeawayrestauranter, skal i alt hente 59,4 mio. kr. hvoraf de 37,5 mio. kr. er forhåndstegnet.

Børsnoteringen skal hjælpe virksomheden med at blive endnu stærkere i de europæiske lande, OrderYOYO i dag opererer i. Det fortæller administrerende direktør i OrderYOYO, Søren Gammelgaard.

»Vi har en væsentlig mission om at hjælpe de selvstændige takeaway restauranter, så de kan konkurrere online, bevare relationen til deres loyale kunder og dermed bevare deres selvstændighed. Det er vores vision at være den software løsning, der muliggør dette. Det vil vi godt investere yderligere i.«

Læs også: Hvad er First North?

I dag er selskabets kernemarkeder Storbritannien, Irland og Danmark.

OrderYOYO går på First North i en tid, hvor flere en stor del af de selskaber, der er blevet noteret siden 2017, har modtaget en del kritik for ikke at leve op til deres egne vækstkrav. Det har Børsen for nylig skrevet om.

Kritikken preller dog af på Søren Gammelgaard, som heller ikke mener, de seneste ugers skriverier får indflydelse på OrderYoYos børsnotering.

»Oprigtig talt betyder det ikke noget. For os er det helt rigtigt at gå på børsen,« siger han og tilføjer:

»Jeg synes, vi har en sund forretning og et produkt, vi allerede har bevist, der er et behov for. Derudover tror jeg også, det er et produkt, der taler ind i noget alle kan forstå.«

OrderYOYO blev stiftet tilbage i 2014, og i 2020 leverede virksomheden en årlig abonnementsindtægt, ARR, på 130 pct. til 104 mio. kr. På bundlinjen endte OrderYOYO med et driftsresultat på 12,7 mio. kr. mod et tab på 21,5 mio. kr. i 2019.

Tegningsperioden forventes at løbe fra den 8. juni til og med den 21. juni 2021 og første handelsdag ventes at blive den 30. juni 2021.

Se listen: Sådan investerede de danske privatinvestorer i maj

Læs også: Tesla faldt tungt på spekulationer om ordredrop i Kina