Henter kommentarer

Europa ramt af blodrøde børser: Derfor falder aktierne


Mandag er en kedelig dag på aktiemarkedet, hvor de røde tal får lov at dominere - og det er ikke kun herhjemme, der er store fald blandt aktierne. Også på de europæiske børser dykker store indeks.

Herhjemme falder C25-indekset 1,70 pct. mandag eftermiddag, mens det store europæiske Stoxx 600-indeks er nede med 2,40 pct.

Værre står det til i Tyskland, hvor DAX30 også kæmper for at holde sig oven vande med et fald på 2,77 pct. På den anden side af Øresund, hos svenskerne, er OMX Stockholm 30 også på en nedadgående kurve med et fald på 2 pct.

I Frankrig falder landets ledende indeks CAC40 med 2,60 pct.

Ifølge Lars Hytting, chef for aktiehandel i velhaverkapitalfonden Artha Capital, er der flere årsager til, at investorerne trækker følehornene til sig.

»For det første handler vi på all time high-niveauer rigtig mange steder, og udgangspunktet er, at markedet generelt er pænt prissat. Både herhjemme i Europa og i USA flytter vi rundt på høje niveauer.«

Derudover er råvarepriserne stigende, ligesom også det amerikanske inflationstal fra juni måned skød markant i vejret med 5,4 pct., hvilket er den største stigning siden juni 2008.

»Råvarepriser stiger, det er blevet dyrere at få fragtet vare. Derudover er inflationen høj, og den skaber usikkerhed om, hvor længe Fed (Den amerikanske centralbank.red) kan sidde på hænderne og ikke gøre noget,« fortæller han til Euroinvestor.

Til sidst men ikke mindst spiller deltavarianten også ind – også selvom en stor del af verdens befolkning er vaccineret.

»Mange af os er vaccineret, men den her deltavariant er her stadig og truer med at stikke en kæp i hjulet på den opblomstring, der er i gang,« siger Lars Hytting, der dog indtil videre ikke tror, coronamutationen får står betydning på den lange bane.

»Men det giver automatisk noget nervøsitet og usikkerhed, at de her nedlukninger ikke er definitivt overstået.«

Det er heller ikke kun i Europa, de røde tal har været dominerende. Det store japanske indeks Nikkei 225 er netop lukket i et minus på 1,25 pct., og fredag lukkede amerikanske S&P 500 med et mere beskedent fald på 0,75 pct. Det samme gjorde sig gældende for Nasdaq- og Dow Jones-indeksene, der begge lukkede i et minus på omkring 0,80 pct.

Læs også: Her er de dyreste boliger i landet lige nu

Læs også: Sådan ville danskerne investere, hvis de havde 100.000 kroner