Henter kommentarer

Sådan ville danskerne investere, hvis de havde 100.000 kroner


Hvis du havde 100.000 kr. som du skulle investere for i dag, hvad ville du så primært investere i?

Det spørgsmål har analysehuset Epinion i maj spurgt 1000 repræsentativt udvalgte danskere om på vegne af Finans Danmark, der er interesseorganisation for blandt andet banker og værdipapirhandel.

Resultat er opløftende, lyder det fra Birgitte Søgaard Holm, der er direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark.

»Det er en meget opløftende undersøgelse. Svarene viser helt overordnet, at mange danskere er bevidste om, at der er risiko forbundet med at investere, og at det bedste er at sprede sin risiko,« udtaler hun i en pressemeddelelse.

Læs også: Her er storbanks 8 nordiske aktiefavoritter

Næsten 60 pct. af de adspurgte peger på konkrete investeringsmuligheder i form af enkeltaktier, obligationer eller forskellige typer af investeringsfonde, mens langt over halvdelen af dem, der har en holdning til investeringsvalget, peger på investeringsfonde som den mest nærliggende investeringsmulighed.

Deltagerne i undersøgelsen, der går efter investeringsfondene, ville helst investere i en fond, som består i en blanding af aktier og obligationer.

Læs også: Hvad er en investeringsforening?

»For rigtig mange er den naturlige løsning også at købe investeringsfonde. Her er det interessant at se, at der er ganske stor opmærksomhed på den risikospredning, som de blandede fonde tilbyder med deres kombination af aktier og obligationer. Intet i tallene, tyder på, at det brede flertal af danskere er drevet af spekulationsmotiver, når de overvejer at investere,« tilføjer Birgitte Søgaard Holm.

Vil gerne lære mere

Deltagerne i undersøgelsen er også blevet spurgt om, hvad der ville motivere dem til at investere eller investere mere, end de gør i dag. Resultatet er, at mere end trefjerdedele ønsker at investere mere, end de gør i dag. Blandt dem peger mere end en tredjedel på, at mere viden om investeringer kunne øge deres lyst til at investere.

»Rigtig mange danskere er altså bevidste om, at investering ikke er noget, man bare kaster sig ud i, men at viden om området kan være nyttigt. Samlet set tyder undersøgelsen på, at de fleste danskere går til sagen med en god portion snusfornuft. Hvis vi som samfund gerne vil styrke aktiekulturen, er det oplagt at sætte ind med mere oplysning og uddannelse,« lyder det fra Birgitte Søgaard Holm i meddelelsen.


Kilde: Finans Danmark

Læs også: Saxo Bank: Europa står foran stor grøn omstilling – disse 40 aktier kan få dig med

Læs også: Her er storbanks 8 nordiske aktiefavoritter