Den amerikanske centralbank holder tirsdag og onsdag i denne uge sit todages rentemøde i marts, og her vil cheferne i Federal Reserve stå med det sværeste valg i årevis.
Mellem at hæve sin rente for at bekæmpe den høje inflation eller mellem at tage en pause i løftene for ikke at skubbe yderligere til bankkrisen.
Det skriver The Wall Street Journals Nick Timiraos, der af flere betegnes som centralbankens "uofficielle talsmand", da han flere gange tidligere uden kildeangivelse har løftet sløret for overvejelserne i bankens chefgruppe.
Læs også: Børshus om dansk aktie: Den kan stige 27 pct.
Beslutningen, skriver mediet, vil afhænge af, hvordan investorerne fordøjer weekendens tvungne bryllup mellem kriseramte Credit Suisse og UBS, og hvordan markederne ser på weekendens aftale mellem flere store vestlige banker om at støtte hindenden med dollarlikviditet, skulle det blive nødvendigt.
Federal Reserve har det seneste år hævet sin rente otte gange fra omkring nul til nu 4,50-4,75 pct., og banken har gennem hele denne cyklus forsøgt at signalere sine fremadrettede planer i god tid for ikke at overraske finansmarkederne.
Senest var meldingen fra banken da også, at flere renteløft ville være "passende", men centralbanken har i den samme periode ikke stået over for en pludselig og hurtigt udviklende krise, som de seneste ugers store udfordringer i banksektoren.
Læs også: Ekspert: Smertefuld læring fra finanskrisen redder danske banker
Handelen med rentefutures peger dog mandag på en sandsynlighed på omkring 75 pct. for et renteløft på yderligere 0,25 pct.point på onsdag.
Inflationen er imidlertid stadig langt over bankens mål om 2,0 pct. om året, men på den anden side er der risiko for, at likviditeten og de finansielle vilkår, herunder bankernes udlån, kan blive ramt ved en stramning af pengepolitikken.
»Det bliver en meget svær beslutning med meget udfordrende tilhørende kommunikation,« siger William English, professor i økonomi ved Yale University og tidligere økonom i centralbanken, til The Wall Street Journal.
Læs også: Nordea spår dansk folkeaktie nye højder
Læs også: Det er bankernes største frygt
.\˙ MarketWire