Der er udsigt til en rød åbning på det amerikanske aktiemarked torsdag, hvor globale faktorer gør handlerne usikre.
Overordnet peger futuren for det brede S&P 500-indeks ned med 0,3 pct., og det samme gør Dow Jones-futuren, mens Nasdaq-futuren falder mest med 0,6 pct.
Den generelle stemning på markederne peger ned, efter at Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank Federal Reserve, fredag holdt tale om pengepolitikken, hvor han endnu engang var høgeagtig.
Læs også: Danske Bank i opråb efter nedtur: Du skal eddermame ikke købe flere aktier nu
»Federal Reserve-effekten smelter nu sammen med andre globale faktorer såsom Kinas vækstafmatning og Europas stagflation, der skaber et mere anstrengt globalt makromiljø med højere renter og lavere vækst,« siger strateg Alvin Tan fra RBC Capital Markets til Bloomberg News.
Det er en fortsættelse af humøret onsdag, hvor S&P 500-indekset faldt med 0,8 pct. og dermed sluttede august med et samlet fald på omtrent 4,2 pct. Dow Jones bakkede desuden 0,9 pct., mens Nasdaq mistede 0,6 pct. onsdag.
Torsdag ser handlerne desuden frem mod eftermiddagens ISM-indeks for industrien.
Pandoras amerikanske branchefælle Signet har leveret en bedre end ventet indtjeningsudvikling i det forskudte andet kvartal og samtidig gentages de nedjusterede forventninger.
I det amerikanske formarked stiger aktien 4,0 pct. til 68 dollar.
Læs også: Finansiel efterårsstorm sænker hele Europa
Signets salg faldt 1,9 pct. til 1,75 mia. dollar i andet kvartal, som løb i de 13 uger til og med 30. juli. Udviklingen var helt på linje med analytikerkonsensus, og det var også helt på linje med meldingen den 9. august, da selskabet nedjusterede sine forventninger.
Den justerede indtjening per aktie er faldet til 2,68 dollar i kvartalet fra 3,57 dollar i samme periode året før, hvilket er en smule bedre end analytikerprognosen på 2,59 dollar.
Costco Wholesale offentliggjorde sine salgstal for august efter børslukning onsdag, og det kan tage fokus i torsdagens handel.
I formarkedet ligger aktien til et fald på 0,4 til 520 dollar.
Costco viste en fremgang i nettoomsætningen på 11,1 pct. til 17,55 mia. dollar, mens det sammenlignelige salg, i supermarkeder, som har været åbne i mere end et år, voksede med 10,1 pct.
Det sammenlignelige salg steg lidt mere i USA med 11,0 pct. og yderligere en tand i Canada med 11,6 pct., mens de øvrige markeder, herunder Mexico, så en fremgang på mere moderate 3,4 pct.
Læs også: Derfor dykker dansk gigant
Costco driver 838 varehuse verden over. Størst er selskabet i USA med 578 lokationer, dernæst Canada med 107 forretninger, og på tredjepladsen kommer Mexico med 40 varehuse.
Nvidia kan komme i fokus i den amerikanske aktiehandel torsdag, efter at den amerikanske regering har godkendt eksporten af H100-mikrochip.
Det kommer, efter at den amerikanske mikrochipgigant advarede om, at nye regler for eksport af kunstig intelligens-chips til Kina kan påvirke salg for flere hundrede mio. dollar. onsdag aften.
Torsdag i formarkedet falder selskabet mindre end onsdag og ligger til et fald på 4,4 pct. til 144,09 dollar.
USA er bekymret for, at disse processorer kan blive brugt af militæret, meddeler Nvidia, der modtog meddelelsen den 26. august.
Nvidia står over for en salgsnedgang udløst af lavere efterspørgsel på computere.
Læs også: Gigantinvestor satser massivt på dansk taberaktie
Læs også: Danmarks største investor taber milliarder på investeringer
.\˙ MarketWire