De amerikanske aktier er indtil videre hamret op i år, men opturen er ikke slut.

Det er meldingen fra storbanken Goldman Sachs, der for tredje gang i år har været ude og løfte storbankens kursmål til det ledende amerikanske indeks, S&P 500.

I et notat fredag skrev storbankens strateg, David Kostin, at han nu forventer, at S&P 500-indekset vil lukke året i kurs 6000. Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Insider

Dermed har Goldman Sachs nu det andet højeste kursmål blandt strategerne på Wall Street. 

Et kursmål er den pris, en storbank eller finanshus vurderer, at en aktie eller indeks kan bevæge sig imod indenfor en tidsramme. I dette tilfælde er der tale om ved udgangen af 2024. 

Eftersom S&P 500 på nuværende tidspunkt handler omkring kurs 5.696, så indikerer storbankens kursmål, at de amerikanske aktier skal stige med over 5 pct. på årets tre resterende måneder.

Dermed forudser storbanken, at det ledende amerikanske aktieindeks vil lukke året med en stigning på 26,5 pct. 

Da 2024 blev skudt i gang lød Goldmans kursmål for S&P 500-indekset i 2024 på kurs 4700. Storbanken var dog allerede ude at hæve kursmålet i februar til kurs 5200 og så igen til kurs 5600 i juni.

»Den primære drivkraft bag opjusteringen af vores kursmål er en større marginudvidelse,« lyder det fra David Kostin. 

»Vi forventer, at salget vil stige med 5 pct., hvilket er nogenlunde på linje med den nominelle BNP-vækst. Vi forventer dog nu en netto-marginudvidelse på 78 basispoint i 2025 sammenlignet med tidligere, hvor den lå på 24 basispoint.«

David Kostins kursmål er baseret på, at S&P 500-indekset fortsat handles til en præmieværdiansættelse på omkring 22 gange fremtidige indtjeninger.

Hvis udsigterne ændrer sig for den fremtidige vækst, så kan det trække S&P 500-indekset ned.

Læs også: Potentielt lægemiddel fra dansk biotekkomet sendes til Fase-3 

Læs også: Dansk topchef på opkøbsjagt: Sender aktie op med 35 pct.