Henter kommentarer

Forbereder investorer: Dansk folkeaktie kan ryge 40 pct. ned


Forventningerne til den danske medicinalgigant Novo Nordisk er spændt så højt op, at selskabet let kan skuffe.

Og hvis det sker, er det ikke usandsynligt, at selskabets aktie ryger 40 procent ned til kurs 500 kroner.

Sådan lyder advarslen fra Thorleif Jackson, direktør i Jackson Familieinvest.

»Det er ikke tidspunktet at satse overdrevet på Novo Nordisk,« som Thorleif Jackson siger det.

Læs også: Dansk aktieraket fortsætter vild optur

Novo Nordisk har ellers været en solstrålehistorie i det forgangne år. Mens det danske eliteindeks er bakket med knap 16 procent, så er Novo Nordisk-aktien braget frem med 30 procent til en pris på 966 kroner.

Den massive kursfest kan blive afløst af et kursfald, mener Thorleif Jackson, som har skrottet nogle Novo Nordisk-aktier i Jackson FamilieInvest.

»Novo Nordisk-aktien hører hjemme i enhver dansk portefølje, men man bør ikke være overvægtet i Novo Nordisk, som det ser ud i øjeblikket, fordi den handles rekordhøjt. I Jackson FamilieInvest har Novo været den største position i seks år; nu er det den tredjestørste,« forklarer Jackson.

Når den garvede investor ser et fald på 40 procent som muligt, bunder det i Novo Nordisk-aktiens historik.

Kigger man 30 år tilbage og frem til nu, så har aktien det meste af tiden handlet til en forholdsvis snæver kurskanal på en P/E-værdi mellem 17 og 30. Det vil sige, at investorer har givet mellem 17 og 30 kroner for 1 krone af selskabets indtjening.

I øjeblikket giver investorer dog 40 kroner for 1 krone af Novo Nordisks indtjening, og det er derfor, at advarselslamperne begynder at blinke for Thorleif Jackson.

Læs også: Se listen: Dette tjener man i forskellige job

Han påpeger, at Novo Nordisk-aktien i 2001 og 2016 bragede ned med 40 procent. Begge gange skete det efter, at P/E-værdien nåede store højder.

»Novo har handlet indenfor en forholdsvis snæver kurskanal indenfor de sidste 30 år. Hvis man tror på at den kurskanal også vil være gældende i fremtiden, må man forvente kursen falder eller går sidelæns de næste år,« siger Thorleif Jackson.

Den garvede investor anerkender dog, at Novo Nordisk er et andet sted, end de var under de sidste børskollaps.

Med fedmemidlet Wegovy har Novo Nordisk raget store dele af det amerikanske fedmemarked til sig. Det er et attraktivt marked, fordi det anslås, at knap tre ud af fire amerikanere kæmper mod vægten.

Alligevel er forventningerne skruet så højt op, at det let kan kamme over, påpeger Thorleif Jackson:

»Lige nu regner man med, at Novo Nordisk kan lancere fedmemiddel på tabletform. Hvis det viser sig at være fejlslagent, så får du nok et fald på 40 pct. Det håber jeg selvfølgelig ikke sker,« siger han.

Helt grundlæggende er Novo Nordisk dog en »perfekt aktie« i Thorleif Jacksons øjne. Selskabet er meget veldrevet, har en høj underliggende vækst og næsten al indtjening ryger tilbage i aktionærernes lommer gennem udbytte eller aktietilbagekøb.

Derfor er direktøren næppe i tvivl om, hvad han vil gøre, hvis kursfaldet på de 40 procent bliver en realitet.

»Hvis det sker, vil jeg nok gå ind at købe flere aktier efter faldet, fordi det grundlæggende er en god aktie,« siger han.

Novo Nordisks amerikanske konkurrent, Eli Lilly, er også braget frem med 35 procent i 2022.

Læs også: Opråb til alle håbefulde privatinvestorer: Tesla er en bare bilfabrik

Læs også: Vil udnytte Apple-kursfald til opkøb