Den amerikanske lavpriskæde Dollar Tree topper fredagens ellers negative S&P 500-indeks, da aktien stiger med 5,3 pct.

Baggrunden for stigningen er dog lidt - hvad skal man kalde det? - akavet.

Dollar Tree har nemlig fredag annonceret, at formand Bob Sasser, der også tidligere var topchef i selskabet, vil træde tilbage.

For aktionærerne er det interessante i, at Bob Sasser går på pension, at det kan åbne muligheden for et kompromis med den aktivistiske fond Mantle Ridge.

Fonden nominerede i slutningen af 2021, efter at have købt aktier i Dollar Tree, en hel ny bestyrelse og foreslog, at konkurrenten Dollar Generals tidligere topchef, Richard Dreiling, skulle udnævnes til ny administrerende direktør, ligesom Mantle Ridge har efterlyst en ny strategi hos Dollar Tree.

»Dette ser ud til at signalere, at selskabet kunne bløde sin position op og åbne døren for større forandringer« skriver analytiker Edward Kelly hos Wells Fargo, ifølge Bloomberg News.

Wells Fargo vurderer, at et skifte kan løfte Dollar Trees aktie til niveauet 170-200 dollar. Aktien handles fredag i 142,88 dollar.

Hos Piper Sandler ser man også Bob Sassers afgang som en sejr for den aktivistiske fond.

»Hans pension repræsenterer ganske sandsynligt erkendelsen af, at Mantle Ridge ville vinde kampen om stemmerne« skriver banken.

Læs også: Danske Bank anbefaler at købe op i disse aktier

Læs også: Analytikere tvivler på chipgigant: "Tonen var næsten absurd optimistisk"

.\˙ MarketWire