Det markante kursfald til den danske medicinalgigant Novo Nordisk i 2025 er en »klar overreaktion«.
Det mener man hos den danske formuerådgiver Formue & Investeringspleje, der er uenig i, hvordan markedet i øjeblikket handler Novo-aktien efter det markante kursfald.
I formuerådgiverens kvartalsrapport for tredje kvartal af 2025 lyder det, at Novo-aktien i øjeblikket handles til en forward P/E-mulitpel (der måler det kommende års forventede indtjening i forhold til aktiekursen, red.) på 14, mens verdensindekset handler til en sammenlignelig P/E-multipel på 19,5.
»Aktiemarkedet vurderer således, at vækst- og indtjeningsudsigterne for Novo Nordisk er dårligere end for det globale aktiemarked som helhed, hvilket vi ikke er enige i, idet Novo Nordisk forventeligt blot er i den spæde start af et stort stigende marked inden for fedmebehandling,« lyder det fra Formue & Investeringspleje.
P/E-multipler er et af de værktøjer investorer bruger til at vurdere, om en aktie er dyr eller billig. Det kan du læse mere om her.
Novo Nordisk-aktien er nede med 40 pct. i 2025 indtil videre, efter selkabet blandt andet har foretaget en nedjustering og været presset af producenter af kopimedicin.
Ser man på, hvad de professionelle analytikere i de store børshuse mener om Novo-aktien, er stemningen en smule blandet. 19 analytikere anbefaler at købe Novo-aktien, mens 12 analytikere mener, at man bør holde fingrene fra både køb- og salgsknappen, viser data fra Bloomberg.
Dog er der kun 2 analytikere der helt anbefaler investorerne at sælge deres Novo-aktier.
Analytikernes gennemsnitlige kursmål lyder på 434,8 kr., hvilket indikerer et potentiale på 16 pct. fra den aktuelle aktiekurs forud for tirsdagens børshandel.
Du kan læse om nogle af de faktorer, der påvirker Novo-aktien i mandagens børshandel her.

Stor guide: 57 geniale gaver
