Sent i går aftes kunne 5,3 millioner borgere se deres forskudsopgørelse for 2024 på Skats hjemmeside.
Forskudsopgørelsen er et budget over ens forventede indtægt i det kommende skatteår, og det er muligt at rette i den, så ens indtægter og fradrag stemmer med det, man eksempelvis regner med at komme til at tjene.
Underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, råder til, at man logger ind og finder ud af, om ens forventninger til næste skatteår stemmer med det, der står på forskudsopgørelsen.
»Forskudsopgørelsen er der, hvor du får overblik over din økonomi og din skattebetaling for året, der kommer. Derfor lyder min opfordring altid: Log ind i TastSelv og se om for eksempel indtægter og renteudgifter passer med det, du forventer. For det kan få betydning for, hvor mange penge man får udbetalt i det nye år,« siger han i en pressemeddelelse.
Skattestyrelsen sammensætter forskudsopgørelserne ud fra den seneste årsopgørelse eller den seneste forskudsopgørelse, hvis borgerne har ændret i den. Dog modtager Skattestyrelsen ikke oplysninger fra banker og arbejdsgivere til forskudsopgørelsen, og derfor er det vigtigt, at borgerne selv er opmærksomme på, om der er sket ændringer i ens liv det seneste år, der påvirker indtægter og fradrag.
Det kan enten være jobskifte, køb og salg af bolig, omlægning af lån eller ændringer i overskud af egen virksomhed.
»Vær særligt opmærksom hvis din hverdag har ændret sig. Måske har du fået nyt job eller er steget i løn. Det skal du huske selv at fortælle os. Det er nu engang den bedste måde hvis du vil udnytte dine fradrag løbende eller undgå en restskat. På den måde hjælper man også sig selv,« udtaler Jan Møller Mikkelsen.
Euroinvestor har de seneste uger skrevet om, hvad man skal være særligt opmærksom på, når det drejer sig om forskudsopgørelsen for skatteåret 2024:
- Den helt store guide til forskudsopgørelsen: Her er, hvad du skal være opmærksom på
- Boligejernes store guide til forskudsopgørelsen: Her skal du være særlig varsom
- Sådan udnytter du bedst særlig finte i forskudsopgørelsen
- Derfor er forskudsopgørelsen særlig vigtig i år
- Har du fået en lønstigning i år? Sådan får du styr på din forskudsopgørelse og undgår skattesmæk
- Ekspert forventer nye satser for populært fradrag
Du finder forskudsopgørelsen på skat.dk, hvor man skal logge på via TastSelv Borger. Der kan foretages ændringer i forskudsopgørelsen gennem hele 2024.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner