
Forvalter advarer mod at springe med på eufori: 'Der er ingen, som tænker på risiko'
Investorernes sult efter aktier inden for kunstig intelligens er glubsk, men man skal passe på.
Sådan lyder advarslen fra Johannes Møller, der forvalter investeringsfonden MW Compounders. Han holder sig selv ud af aktierne, som han i forvejen mener, er steget for meget.
»Der er masser af eksempler på mani og børskrak. Bobler, der bliver pumpet op og punkterer. Jeg kan ikke se, at det her skal være anderledes,« siger han i tirsdagens udgave af Millionærklubben.
Mange af tech-giganterne, der beskæftiger sig med kunstig intelligens og dets udbredelse, er steget voldsomt de seneste seks måneder.
Chipdesigneren Nvidia, som leverer mikrochips, der leverer computerkraften til kunstig intelligens, er steget med 76 pct.
Læs også: Amazon fyrer 14.000 ansatte og satser massivt på AI
Såkaldte hyperscalers, som er selskaber, der driver investeringerne i kunstig intelligens, er også steget markant på euforien omkring teknologien.
Microsoft-aktien er oppe med 36 pct. de seneste seks måneder, og det samme er en anden hyperscaler som Amazon, der er steget med 21 pct. i samme periode.
Selvom Johannes Møller er gået glip af afkast ved at holde sig ude af selskaberne, så advarer han stadig imod dem.
»Jeg synes, at alle de faktorer, der kendetegner en boble, er til stede den her gang. Der er fear-of-missing-out, der er masser af penge, som flyder ind i det, og folk vil bare være med på turen op, men der er ingen, som tænker på risiko,« siger han.
Det er svært at spå om, hvornår opturen stopper hos aktierne inden for kunstig intelligens, og det kan køre videre i lang tid, lyder vurderingen fra Johannes Møller:
»Folk må gøre op med sig selv, om de har lyst til at være med og potentielt stå med et større tab, når det vender.«
Du kan høre meget mere om Johannes Møllers syn på tech-aktier og kunstig intelligens 23 minutter inde i dagens udgave af Millionærklubben. Den kan du lytte til på Spotify, Apple Podcast eller nedenfor:



Genialt: Det her kort skal du have


Stor guide: 57 geniale gaver





















