Henter kommentarer

Frygt for nye kursfald: Sådan kan dine aktier måske få comeback


Danske aktier ventes at gøre det bedre end mange andre aktier i næste måneder.

Sådan lyder det fra Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, forud for den kommende regnskabssæson i bankens børsskriv, 'Aktiestrategi'.

»De danske aktier er faldet markant fra toppen, og det kan skærme fra de værste kursmassakrer i tilfælde af skuffende regnskaber og prognoser,« påpeger han.

Læs også: Kapitalforvalter advarer: Vi har ikke set bunden endnu

Jacob Pedersen forventer et bedre afkast for danske aktier end på de globale aktier det kommende år.

Regnskaberne og selskabernes forventninger til fremtiden kan få stor betydning for kursen på dine aktier, fordi investorer og analytikere får mulighed for at få et indblik i, hvor hårdt inflationen har ramt de enkelte selskaber.

Hvis det ikke står så slemt til, som markedet har frygtet, kan det sende dine aktier op, men hvis det står værre til, risikerer aktienedturen at fortsætte, forklarer aktieanalysechefen.

Læs også: Professionel investor: Dette kigger vi på, før vi investerer

»Den tårnhøje inflation trækker rigtig mange penge ud af lommen på almindelige forbrugere overalt i verden. Flere selskaber har allerede meldt om afmatning, og vi forventer, at dårligdommene fra forbrugernes nu pludselig begrænsede købelyst vil skylle ind over selskaber overalt i verden,« forklarer Jacob Pedersen, der fortsætter:

»Bedre meldinger end frygtet fra denne type selskaber kan [ …] medføre aktiecomeback, hvis investorerne kan overbevises om, at den indtjeningsmæssige modstandskraft er stærk.«

Sydbank forventer, at 17 ud af de 28 aktier i bankens danske aktieunivers kan levere indtjeningsfremgang, mens 17 ud af 23 af aktierne kan fremvise en omsætningsfremgang i år.