Henter kommentarer

Frygter økonomien ender i voldsomt stormvejr - britisk pund i frit fald

Foto: Andy Rain
Vis mere

Det britiske pund styrtdykker, for investorer frygter, at britisk økonomi vil blive kastet ud i et voldsomt stormvejr, påpeger Nordea.

Udviklingen er ifølge banken en konsekvens af, at den britiske regering fredag lancerede en kæmpe finanspolitisk hjælpepakke.

»Den store finanspolitiske hjælpepakke har udløst en markant svækkelse af det britiske pund, da investorerne frygter, at den vil kaste hele den britiske økonomi ud i et voldsomt stormvejr med hastigt stigende renteudgifter og en markant forøgelse af den offentlige gældsætning,« forklarer Nordeas chefanalytiker, Jan Størup Nielsen, i en kommentar mandag morgen.

Læs også: Formueforvalter om vild udvikling: Derfor er pundet nærmest kollapset

Hjælpepakken indeholder blandt andet skattenedsættelser for 45 mia. pund. samt hjælp til husholdningernes energiregning på 60 mia. pund, oplyser Nordea.

Udmeldingen fra den britiske regering har fået obligationsinvestorerne til at reagere, bemærker chefanalytikeren.

»De aggressive udmeldinger fra den nye britiske regering spredte sig også som en steppebrand til obligationsmarkederne i det øvrige Europa. Her frygter markederne også, at centralbankernes kamp mod den høje inflation bliver ”amputeret” af ufinansierede finanspolitiske hjælpepakker, der vil holde inflationen højere i en endnu længere periode,« forklarer Jan Størup Nielsen.

Meldingen har desuden betydet, at det britiske pund mandag morgen nu handler ned omkring 8,10 danske kroner – det laveste niveau siden 2017.

Læs også: Verdens største kapitalforvalter: Markedet vil få nok af stramninger

Læs også: Sydbank: Derfor kan dine danske aktier få comeback