Henter kommentarer

| Opdateret

Garvet investor om danske aktier: Føles farligt


Det føles som et 'farligt marked', når privatinvestor Peter Bækgaard sammeholder den massive stigning i C25-indekset med faldet i BNP.  Det skriver Børsen, efter det danske aktieindeks, der rummer landets største aktier, er steget 22 pct. siden årets begyndelse.

Den erfarne børsmægler forklarer, at han ikke forsøger at time markedet, når han handler aktier. I stedet fokuserer han på prissætningen.

»Jeg kigger primært efter, om tingene bliver voldsomt overvurderet. Har man nu et cashflow i et selskab, som er konstant på 10 kr., og du tilbagediskonterer det med en risikopræmie på 8 pct., så får du en prisfastsættelse på, hvad du kan betale for det. Hvis du sænker den præmie bare 2 pct., så får du en vild værdistigning, og det er det, vi ser nu,« siger han til Børsen.

Hos Nordea fremhæver man bredt set, at selv om der er to store risikoelementer i markederne - coronasituationen i Europa og præsidentvalget i USA - så ændrer det ikke ved den underliggende udvikling på aktiemarkederne på mellemlang til lang sigt.

Her lyder det, at 'aktier har mulighed for at stige 10 pct. baseret på ’fair value’.

»Det er svært at argumentere imod, at markederne er dyre målt på P/E (kurs/indtjening), selv når vi korrigerer for indtjeningen i 2021. Det bør jo umiddelbart få alarmklokkerne til at ringe for private investorer, da det kan indikere, at der ikke er meget stigningspotentiale tilbage i aktier. Men det er vigtigt at huske på, at aktier ikke bliver prisfastsat i et vakuum. Aktier bliver prisfastsat ud fra 1) hvad er ens forventning til virksomhedens fremtidig indtjening, og 2) hvad er afkastet på et sikkert alternativ (lange statsobligationer),« skriver senior investeringsstrateg Simon Kristiansen i et notat mandag morgen.

»Et andet og lige så vigtigt argument for fremtidig aktiestigning er, at analytikere historisk har undervurderet stigningen i indtjening efter en recession. Det skyldes formentlig to ting: 1) Det er svært at kvantificere et opsving, når man står midt i en recession, og 2) markederne undervurderer effekten af omkostningsbesparelser foretaget under en recession. Når aktiviteten stiger igen, er virksomhedernes omkostningsniveau lavere, og det bidrager til at øge indtjeningen,« skriver han.

Læs også: Branchen står foran massiv vækst: Her er 2 grunde til at købe aktier her

Læs ogsÅ: Sampo kan overveje salg af aktiepost i Nordea inden for to år