Genmab-aktien blev banket solidt ned i bunden af C25-indekset, mens et af de store selskaber udenfor hovedindekset fik store tæsk.
Netcompany kunne nemlig offentliggøre et nyt regnskab, men tallene skuffede analytikerne, og investorerne var slet ikke tilfredse.
Det danske it-selskab faldt 16,9 pct.
Genmab blev også sendt voldsomt ned af investorerne, men der ligger ikke umiddelbart nogen forklaring bag dagens markante reaktion. Sådan lyder det i hvert fra Henrik Hallengreen Laustsen, som er analytiker i Jyske Bank.
»Vi har ledt, men har ikke endnu fundet noget, som vi synes kan retfærdiggøre faldet. Det virker meget mystisk,« siger Henrik Hallengreen Laustsen til MarketWire ifølge Finans.
Det blev altså til en tilsyneladende uforklarlig bundplacering i C25-indekset for Genmab tirsdag. Aktien faldt 9,4 pct.
Matas-aktien handlede i grønt hele dagen. Det svenske børshus SEB har haft aktien under luppen og givet en købsanbefaling på den danske kosmetikkæde.
Læs også: Danskerne gør det som aldrig før: Er du med på bølgen?
Matas-aktien var oppe med omkring 3,8 pct. i løbet af dagen, men aktien ender med en stigning på 1 pct.
Den stigning sender kursen op på 139,80 kr. En smule under SEBs kursmål for aktien på 160 kr.
I toppen af C25-indekset var det Bavarian Nordic, som kunne stjæle rampelyset tirsdag. Aktien steg 3 pct.
Vaccineselskabet har ikke offentliggjort nogen meddelelser, som kan forklare den gode stemning.
Tirsdag endte med at blive en dårlig dag for de danske eliteaktier. C25-indekset faldt 0,7 pct. på ugens anden handelsdag.
Dagens fem vinderaktier:
- Bavarian Nordic +2,97 pct.
- Royal UNIBREW +2,89 pct.
- Ørsted +1,74 pct.
- Carlsberg B +1,22 pct.
- Danske Bank +1,07 pct.
Dagens fem taberaktier:
- Genmab -9,43 pct.
- A.P. Møller - Mærsk B -2 pct.
- Novo Nordisk -1,86 pct.
- A.P. Møller - Mærsk A -1,66 pct.
- NKT A/S -1,66 pct.
Læs også: Jyske Bank efter nye data fra Novo Nordisk: Sådan skal du handle aktien nu




