Investorerne sendte torsdag Oracle-aktien kraftigt ned. Aktien faldt 8,5 pct.

Faldet kom, selvom den amerikanske softwaregigant ifølge CNBC leverede et regnskab for fjerde kvartal, der var bedre end analytikerne i de store finanshuse havde ventet.

Oracle havde en omsætning på 19,18 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie landede på 2,03 dollar.

Bekymringen blandt investorerne handlede især om, hvor mange penge Oracle bruger på sin store satsning på kunstig intelligens. I det seneste regnskabsår havde selskabet et negativt frit cash flow på 23,7 mia. dollar. Det betyder kort sagt, at Oracle brugte flere kontanter, end selskabet fik ind.

Samtidig planlægger Oracle at hente yderligere 40 mia. dollar i kapital. Heraf skal 20 mia. dollar komme fra salg af nye aktier. Det vækker ifølge mediet bekymring blandt investorer, fordi det både viser, at selskabet har brug for mange penge til sine investeringer, og fordi salg af nye aktier kan udvande værdien for de nuværende aktionærer.

De store investeringer ses også i Oracles udgifter til fysiske aktiver som bygninger, udstyr og datacentre. De steg med 162 pct. til 55,7 mia. dollar. Oracle forventer desuden nettoinvesteringer på omkring 70 mia. dollar i regnskabsåret 2027.

På trods af de store udgifter fastholder Oracle sin forventning om en omsætning på 90 mia. dollar i regnskabsåret 2027. Selskabet hæver samtidig forventningen til det justerede overskud per aktie til 8,05 dollar.

Analytikere hos børshuset Piper Sandler ser dog positivt på situationen:

»Vi mener, at ORCL vil fortsætte med at blive debatteret, men vi er konstruktive omkring ORCL’s AI-drevne forbrugsvækst,« skrev analytikere fra Piper Sandler.

De anbefaler at købe aktien.

Læs også: ECB hæver renten: Sådan rammer det de danske boligejere

Læs også: SpaceX er på vej på børsen: Det ved vi nu

SÆRARRANGEMENT - Millionærklubben Eksklusiv: Aktiekonkurrencen er halvvejs i hus - Millionærklubben gør status
De kæmper om æren og pengene til daglig i Millionærklubbens investeringskonkurrence, og nu er det tid til at få svesken på disken. Hvem læste markedet korrekt? Hvem fik satset på de helt rette temaer? Og hvem har førertrøjen på, her hvor halvåret melder sin ankomst? Det kan du blive klogere på denne aften, hvor Millionærklubbens faste panel stiller op til debat om alt det, de gjorde, alt det, de skulle have gjort, og alt det, de har tænkt sig at gøre for at tage føringen i andet halvår.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital,
og Michelle Nørgaard, selvstændig aktiestrateg.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: www.euroinvestor.dk/arrangementer