GN-analytiker advarer: 'Aktien godt kan falde mere end det'


Selv om komponentmangel længe har været et tema på finansmarkederne, så kommer det som en overraskelse, at GN nu må erkende, at koncernens vækstkomet, headsetforretningen Audio, ikke kan nå sin målsætning for 2021.
Det vurderer analysechef i Jyske Bank, Janne Vincent Kjær, der desuden stiller spørgsmål ved, om komponentmanglen også forstyrrer Audio næste år.
Da GN i starten af oktober nedjusterede forventningerne til sit andet forretningsben, Hearing, blev prognosen for Audio gentaget, så situation må være forværret de seneste tre uger.
Læs også: Bekymret for udviklingen – 'Vi er et såret dyr i dag'
- Det er lidt overraskende, og skyldes forsinkelser i leverancerne af komponenter, men også at nogle af deres leverandører trækker sig fra kontrakter, siger Janne Vincent Kjær til MarketWire og fortsætter:
- Så på den måde er det uden for deres kontrol. Det tyder ikke på, at det er den underliggende efterspørgsel i markedet, den er gal med, men simpelthen at udfordringerne på komponentsiden er større end ventet.
Problemerne med at skaffe indmad til headset får nu GN Audio til at varsle en organisk vækst på 22-25 mod tidligere ventet "mere end" 25 pct. Konsensus var 26 pct. Driftsmarginen (EBITA) ventes i divisionen fortsat at ramme "mere end" 21 pct.
Fremadrettet har Audio hidtil stillet i udsigt, at markedet vokser med 10 pct. i de kommende år, og det danske selskabs organiske vækst skal dermed være højere end det, hvis målet om fortsatte markedsandele skal indfries.
Læs også: Alle har talt om det længe - her er Danske Banks forklaring
- Spørgsmålet er selvfølgelig, at hvis komponentmanglen varer ved i 2022, så kan det måske gå hen at blive en udfordring. Vi ved, at de er ved at sikre sig komponenterne, men hvis det er sådan, at leverandører trækker sig, så er det selvfølgelig vanskeligt at styre igennem, siger Janne Vincent Kjær.
Også Audios amerikanske konkurrent Poly meldte torsdag om problemer med at skaffe komponenter - en situation, der længe har været tema, da coronakrisen har forstyrret produktionen i en lang række lande, samtidig med, at transportsektoren er præget af gigantiske flaskehalse.
GN er derfor langt fra de eneste, der kæmper for at sikre sig komponenter.
- Men GN har trods alt formået at styre bedre igennem end konkurrenterne. De har været ude på et meget tidligt tidspunkt, og det er alt andet lige positivt, for så bør de også stå først i køen nu, siger Janne Vincent Kjær.
Hun ser ikke de større overraskelser i GN's resultater for tredje kvartal, men nedjusteringen vil formentlig betyde, at analytikere skal skære deres estimater med 2,5-3,5 pct.
- Og jeg vil umiddelbart vurdere, at aktien godt kan falde mere end det, konstaterer analysechefen.
Læs også: Det skal Facebook-aktien hedde nu
Læs også: Nordnet om Danske Bank: Skuffende
.\˙ MarketWire