Transport- og logistikselskabet DSV har iført sig førertrøjen i det danske C25-indeks tirsdag formiddag, hvor stemningen generelt netop er til den gode side.
Det sker efter et solidt regnskab for andet kvartal og en tilhørende opjustering af forventningerne.
I den modsatte ende presses GN nedad af nedslående meldinger fra GN Audio-konkurrenten Logitech, der har leveret et sløjt sæt regnskabstal og en nedjustering af forventningerne.
Samlet set stiger det danske eliteindeks dog med 0,7 pct. til 1704,75.
Læs også: Lussing på vej til 400.000 boligejere
»DSV er kommet med et kanon regnskab. Der bliver gjort rent bord over hele linjen. Alle divisioner bidrager positivt, og der kommer et nyt og ret aggressivt aktietilbagekøbsprogram,« siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.
»For GN er det regnskabet fra Logitech, der presser. Det ser specielt tyndt ud inden for gaming. Og det gør måske nogle investorer nervøse for, om der kan komme en nedjustering fra GN også«, fortsætter han.
Frem mod regnskabet fra DSV var der allerede opstået visse forventninger om, at selskabet ville kunne levere endnu en opjustering af forventningerne.
Konsensus lå således allerede frem mod regnskabet højere end toppunktet af transport- og logistikselskabets egne forventninger.
DSV venter nu et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 23-25 mia. kr. Tidligere var forventningen på 21-23 mia. kr. Udsigterne er baseret på antagelsen om en global BNP-vækst i niveauet 2-3 pct. for 2022, skriver DSV.
Læs også: Twitter spilder trecifret millionbeløb på Musk
Opjusteringen kommer i kølvandet på et noget bedre end ventet resultat for andet kvartal. DSV opnåede i perioden en indtjening på 7453 mio. kr., når man ser på driftsoverskuddet (EBIT) før særlige poster.
Der var ventet 6543 mio. kr. af analytikerne. I forhold til samme kvartal året forinden er der tale om en fremgang fra 3571 mio. kr.
Omsætning steg i kvartalet til 62.749 mio. kr. Her havde analytikerne på forhånd ventet en omsætning på 58.320 mio. kr. mod 37.831 mio. kr. året forinden.
Derudover lancerer DSV et aktietilbagekøbsprogram på op til 7 mia. kr. Aktietilbagekøbene løber fra tirsdag og senest frem til 24. oktober i år.
DSV afsluttede sit seneste aktietilbagekøbsprogram på 5,6 mia. kr. mandag.
Også hos Sydbank letter senioranalytiker Mikkel Emil Jensen på hatten og kalder regnskabet for "bundsolidt".
Aktien stiger med 1,9 pct. til 1150,50 kr.
Læs også: Sydbank om DSV: Bundsolidt regnskab
I den modsatte grøft falder GN med 3,5 pct. til 232,10 kr.
Det sker, efter at schweiziske Logitech har leveret et skuffende regnskab og nedjusteret sine forventninger til hele regnskabsåret.
Salget er faldet 12 pct. i det forskudte første kvartal til 1,16 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News kun havde ventet et fald til 1,19 mia. dollar.
Salgsudvikling har blandt andet været svag i Audio og Wearables-divisionen, hvor der blandt andet laves headset. Her blev det til et fald i salget på 39 pct., hvilket er en forværring fra salgsdykket på 35 pct. i kvartalet forinden.
Driftsindtjeningen dykkede 43 pct. til 115,5 mio. dollar mod ventet 130,5 mio. dollar.
Logitech nedjusterer forventningerne til salgsvæksten, hvor der i indeværende regnskabsår nu ventes et fald på 4-8 pct. mod en tidligere ventet vækst på 2-4 pct.
Forventningerne til den justerede driftsindtjening bliver også nedjusteret til 650-750 mio. dollar fra tidligere ventet 875-925 mio. dollar. Her ventede analytikerne 854,2 mio. dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
GN Audio er aktiv både på markedet for headsets og earbuds og for gamingudstyr, hvor det danske selskab tog et stort hop frem med sidste års opkøb af Steelseries.
Der er også lidt nyt at forholde sig til fra analysefronten tirsdag, hvor Genmab blandt andet har fået et løftet kursmål hos finanshuset BMO Capital Markets, som har skruet op til 2566 kr. fra 2445 kr.
Anbefalingen er fortsat i neutralt terræn på "market perform", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Aktien stiger med 1,2 pct. til 2578 kr.
Torm løftes 7,8 pct. til 113,20 kr., efter at Evercore har løftet sit kursmål for den aktie med små 20 pct. til 138,39 kr.
Anbefalingen er fortsat "outperform".
Tilbage i C25 stiger Nordea med 1,4 pct. til 70,42 kr. Den nordiske storbank har glæde af, at amerikanske Citigroup har løftet sit kursmål for aktien til 130 svenske kr. - eller 92,93 danske af slagsen - fra tidligere 122 svenske kr.
Anbefalingen fastholdes i øvrigt på "køb", fremgår det af Bloomberg News.
Læs også: Renten falder: Ét lån tæt på luk
Læs også: Professor om Putins gas: Vi skal forberede os nu
.\˙ MarketWire