Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier.
Bavarian-konkurrent styrtdykker
Amerikanske Siga Technologies, der ligesom danske Bavarian Nordic på det seneste har fået stor opmærksomhed på grund af udbruddet af abekopper, styrtdykker i den amerikanske handel.
Siga faldt i fredagens handel med over 23 pct. til 17,19 dollar.
Det sker, efter at sundhedsmyndighederne i USA har sagt, at der er brug for flere undersøgelser for at måle effektiviteten ved Sigas flydende koppemedicin Tpoxx.
Læs mere her.
Storbank advarer efter aktieoptur: Det er ikke slut – begå ikke denne fejl
Det er alt for tidligt at satse på en større aktieoptur.
Sådan lyder advarslen fra Bank of Americas strateger, efter investorer i den forgangne uge er strømmet ind i aktiefonde. Det er ifølge Bloomberg News sket i håbet om, at den amerikanske centralbank ikke hæver renterne nær så kraftigt, som markedet har frygtet, ligesom regnskaberne flere steder har overrasket. Tendensen har sendt aktierne i vejret, og det store brede S&P 500-aktieindeks havde da også den bedste måned siden november 2020.
Læs mere her.
Største stigning i flere måneder
Guldpriserne har fredag kurs mod den største ugentlige stigning siden marts.
Det skriver Bloomberg News.
Ædelmetallet understøttes af spekulationer om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, efter denne uges renteløft på 75 basispoint vil gå mindre aggressivt til værks ved kommende rentemøder.
Sammenlagt med en svækkelse af den amerikanske dollar og aftagende obligationsrenter er guldprisen kravlet op til højeste niveau i tre uger.
Læs mere her.
Topchef: Fortjent at aktien falder
Aktien i Intel får fredag det glatte lag af investorerne, efter at chipproducenten har måttet nedjustere sine forventninger til 2022 efter et svagt PC-salg.
Og det er helt fortjent, siger Intels topchef, Pat Gelsinger, ifølge Bloomberg News.
»Vi fortjener at falde i dag.«
»Med den indtjening, vi har fremlagt, og de forventninger, vi er kommet med, er det en form for nulstilling. Vi har skuffet os selv og vores aktionærer,« siger han til Bloomberg TV.
Læs mere her.
Fed-chef om fremtidige renteløft: 'Der er lang vej endnu'
Federal Reserve er langt fra færdige med at hæve renten.
Det siger Neel Kashkari, der er chef for Federal Reserve afdeling i Minneapolis, i et interview med The New York Times ifølge Bloomberg News.
Centralbankdirektøren er overrasket over, at markedet nu mener, at man i Federal Reserve vil holde tilbage med de større renteløft ved kommende rentemøder.
Læs mere her.
Markedstendenser
Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer mandag morgen en åbning med et fald på -0,82 pct.
»Det bliver spændende at se om august måned kan hamle op med juli, hvor aktierne steg voldsomt og renterne faldt lige så voldsomt. August byder ikke på vigtige rentemøder i hverken Fed eller ECB – begge steder må vi vente til september for nye renteudmeldinger,« skriver Nordea i en morgenrapport.
Dagens tal og begivenheder
Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.