Aktien i Intel får fredag det glatte lag af investorerne, efter at chipproducenten har måttet nedjustere sine forventninger til 2022 efter et svagt PC-salg.

Og det er helt fortjent, siger Intels topchef, Pat Gelsinger, ifølge Bloomberg News.

»Vi fortjener at falde i dag.«

Læs også: Guld i hopla - største stigning i flere måneder

»Med den indtjening, vi har fremlagt, og de forventninger, vi er kommet med, er det en form for nulstilling. Vi har skuffet os selv og vores aktionærer,« siger han til Bloomberg TV.

Intel-aktien handles fredag ned med 8,9 pct. til 36,17 dollar.

Der er dog bedring på vej, lover Pat Gelsinger, da andet halvår typisk er præget af flere salg.

Intel venter i indeværende regnskabsår en omsætning på 65-68 mia. dollar mod tidligere 76 mia. dollar. Det var betydeligt under analytikernes forventning på 74,76 mia. dollar.

Også det justerede overskud per aktie er skåret betydeligt til 2,30 dollar mod ventet 3,39 dollar per aktie og tidligere 3,60 dollar.

Nedjusteringen fulgte et svagt kvartal, hvor omsætningen svandt ind med 22 pct. til 15,32 dollar - betydeligt under Wall Streets forventninger på 17,96 mia. dollar.

Læs også: Friske tal fra Europa peger i hver sin retning – 'voldsomt'

Læs også: Fed-chef om fremtidige renteløft: 'Der er lang vej endnu'

.\˙ MarketWire