Der er rift om Bavarian Nordics abekoppevaccine, og selskabet kan nu fremstille vaccinedoserne på deres egen fabrik i Danmark.
Det sker, efter at amerikanske og europæiske tilsynsmyndigheder – kaldet henholdsvis FDA og EMA – har slået et smut forbi fabrikken, og onsdag har de så givet grønt lys til fremstillingen.
»Vi er stolte over at kunne annoncere en succesfuld inspektion og efterfølgende godkendelse af FDA af vores topmoderne fyldefabrik sammen med godkendelsen fra EMA,« udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic.
Bavarian Nordic har indtil videre fået deres abekoppevaccine fremstillet hos en tredjepart.
Vaccineselskabet ridder på noget af en kursbølge, efter virussen abekopper spreder sig globalt. Som det eneste selskab har Bavarian Nordic en godkendt vaccine målrettet virussen.
Indtil for nylig var selskabets abekoppevaccine udelukkende godkendt i Canada og USA. I sidste uge blev den så også godkendt i Europa.
Aktien i Bavarian Nordic er braget i vejret med 173 procent de seneste tre uger.
Efter tilbageholdenhed har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklæret abekopper for en global sundhedskrise. Det er første gang, at myndigheden tager det stempel i brug siden coronapandemien brød løs.
Læs også: WHO skifter mening om abekopper
Læs også: Bavarians guldæg godkendes i Europa
