Alphabet, der er moderselskabet bag Google og Youtube, stiger med 7,1 pct. i tirsdagens amerikanske eftermarked, da koncernen har fremlagt et solidt regnskab for fjerde kvartal, og da koncernen planlægger et split af aktien fra 1 til 20 aktier.
Koncernen oplevede i perioden en stigning i omsætningen på 32 pct. til 75,33 mia. dollar mod ventede 71,89 mia. dollar, mens indtægterne justeret for trafikkøb på andre sites voksede med 33 pct. til 61,90 mia. dollar mod spåede 59,37 mia. dollar, ifølge Bloomberg News.
Læs også: Nu er Danmark fri for restriktioner: Her er aktierne, der vinder på genåbningen
Det var vanen tro annonceindtægterne, som med en vækst på 33 pct. til 61,24 mia. dollar mod konsensus på 58,22 mia. dollar, der trak læsset, men der var også en vækst i cloud-forretningen på 45 pct. til 5,54 mia. dollar, hvor 5,42 mia. dollar var forventet.
Overskuddet per aktie blev samtidig på 30,69 dollar, sammenlignet med 22,30 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 27,35 dollar, mens driftsresultatet voksede med 40 pct. til 21,89 mia. dollar sammenlignet med analytikernes bud på 21,16 mia. dollar.
Læs også: Danske Bank-strateg: Det bliver en kæmpe, kæmpe test
- Vores dybe investeringer i kunstig intelligens fortsætter med at drive ekstraordinære og hjælpsomme oplevelser for folk og virksomheder på tværs af alle vore produkter, siger Sundar Pichai,topchef i Google-koncernen, i regnskabet.
- Fjerde kvartal vidnede om fortsat stærk vækst i vores annonceforretning.
Det annoncerede aktiesplit vil efter planen ske den 15. juli via et særligt udbytte på 19 aktier for hver nuværende aktie i Alphabet.
Alphabet har mere end 156.000 medarbejdere.
.\˙ MarketWire