Henter kommentarer

Green Hydrogen Systems mere end fordoblet på en uge: 'Jeg forstår godt interessen'


Aktien i det danske selskab Green Hydrogen Systems har fået en flyvende start på år 2023.

På bare en enkelt uge har selskabets aktie pustet sig op med 126 procent. Og siden raketterne fløj over nattehimlen til nytår, er aktiekursen i det mindre selskab skudt i vejret med svimlende 182 procent.

Green Hydrogen Systems holder til i Kolding og producerer elektrolyseanlæg, der kan udvinde brint. Det er et centralt grundstof, som mange anser for vigtigt i den grønne omstilling.

Læs også: Børsfesten fortsætter – grøn dansk aktie er steget 120 pct. på en uge

I lyset af den bratte aktiestigning har Euroinvestor kontaktet Green Hydrogen Systems for at høre ind til selskabets nuværende tilstand og dets fremtidsudsigter.

Interviewet har dog ikke været muligt, fordi selskabet på linje med andre selskaber går stille med dørene op til et regnskab.

»Jeg forstår godt interessen omkring selskabet, fordi det er en bemærkelsesværdig udvikling i aktien. Men qua vi er ved at lukke regnskabsbøgerne, er det helt naturligt, at vi ikke kan udtale os om 2022 eller 2023 og den underliggende udvikling i selskabet,« siger chef for investorrelationer i Green Hydrogen Systems, Jens Holm Binger.

En mulig forklaring på den voldsomme kursstigning kan dog findes i, at Green Hydrogen Systems 6. januar udgav en pressemeddelelse.

Heri står der, at Green Hydrogen Systems har leveret elektrolyseanlæg fra sin A-serie til to kunder. Med til historien hører, at der tidligere har været problemer med den pågældende serie.

»Vi er begejstrede for endelig at kunne levere disse elektrolyseenheder til kunderne og ser frem til fortsætter vores partnerskaber og servicestøtte i de kommende år,« lød det i pressemeddelelsen fra selskabets vicedirektør Søren Rydbirk.

Derudover har Green Hydrogen Systems i fjerde kvartal af 2022 modtaget tre ordre på samlet 2,25 megawatt.

Green Hydrogen Systems præsenterer regnskab for 2022 i løbet af dette års første kvartal. Selskabet satser i den forbindelse på at lande et driftsresultat, målt på EBIT, i spændet -290 millioner kroner til -270 millioner kroner.

Green Hydrogen Systems er oppe med knap 21 procent ved middagstid onsdag.

Læs også: Rentehammer, inflation og vanvittige gaspriser - alt preller af på boligejerne

Læs også: Elon Musk i Guiness rekordbog på trist baggrund