Henter kommentarer

| Opdateret

Han forudså kollapset, der førte til finanskrisen – nu satser han på fald i Tesla


Investoren Michael Burry tjente styrtende, da nedturen på det amerikanske boligmarked tilbage i 2007 udviklede sig til nyere tids største finansielle krise – nemlig finanskrisen.

Nu satser han igen på, at aktierne i Tesla, en af verdens mest værdifulde bilmærker målt på markedsværdi, kommer til at falde. Det skriver det amerikanske medie Bloomberg.

Michael Burry har ifølge børsdokumenter, der er registreret 31. marts 2021, satset på et fald i Tesla-aktier via put-optioner. Han vædder via put-optionerne mod Tesla-aktier, der svarer til en værdi på 543 mio. dollar.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Put-optionen giver Michael Burry ret til at sælge Tesla-aktier til et tidspunkt i fremtiden, men det vides ikke præcist, hvor meget Michael Burry har på spil, da det er uvist, hvornår han sikrede sig optionerne, til hvilken pris, og hvornår de udløber.

Tesla-væddemålet er ikke Michael Burrys første. Ifølge mediet skrev han i december 2020 i et nu slettet tweet, at han var gået kort i elbilproducentens aktier. Når man går kort, eller shorter, i en aktie, spekulerer man på, at en aktie vil falde i kurs. Du kan læse mere om det at gå kort - også kaldet shorte - her.

Læs også: Hvad betyder bear- og bull-market?

Inden Finanskrisen, der for alvor slog igennem i Danmark i 2008, var Michael Burry et ukendt navn i den brede investeringsverden. Det ændrede sig efter historien om ham og hans hedgefond Scion Capital Management blev fortalt i bogen »The Big Short«.

»The Big Short« handler om en håndfuld amerikanske kapitalforvaltere, der alle forudså kollapset på det amerikanske boligmarked, der kort efter førte til Finanskrisens begyndelse. Alle kapitalforvalterne satsede store summer penge på kollapset, og tjente tilsammen astronomiske summer til dem selv og deres investorer.

Bogen blev filmatiseret i 2015, og rollen som Michael Burry spilles af Christian Bale. Også Ryan Gosling og Brad Pitt spiller med. Michael Burry lukkede Scion Capital Management tilbage i 2008.

Læs også: Nationalbanken om glohedt boligmarked: »Situationen er bekymrende«

Læs også: Investorer: I disse aktier ser vi ly for inflation