Henter kommentarer

| Opdateret

Handelsbanken advarer: Vi ser nok ind i en aktieboble


Rundt omkring er nogle aktier braget i vejret. Det er sket i takt med, at centralbankerne har sikre økonomisk stimuli og regeringerne er kommet med den ene hjælpepakke med den anden.

Det amerikanske Nasdaq-indeks med titaner som Facebook, Amazon og Apple er eksempelvis skudt i vejret. Samtidig har det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 netop ramt en ny rekord. Hvis man sammenholder udviklingen i forskellige makro-tal med aktiernes kursudvikling, så vækker det bekymring hos Handelsbankens senior aktiestrateg, Michelle Nørgaard. Det skriver Finans.

»Vi ser formentlig ind i en aktieboble. Centralbankerne har været med til at holde aktiemarkederne kunstigt i live, og der er ingen tvivl om, at de offentliggjorte nøgletal ikke kan underbygge de kraftige kursstigningerne,« siger hun til avisen.

Hun understreger over for Euroinvestor, at det er 'skræmmende' at se, hvor kraftig kursudviklingen har været, og hun mener ikke, at udviklingen holder frem mod årsskiftet.

»Når vi ser på vækstraterne med hensyn til BNP-væksten rundt omkring, så ser det ikke særlig godt ud. Når aktiekurserne omvendt er steget så kraftigt - hvilket skulle indikere en fremragende vækst - så er der et mismatch,« udtaler hun til Euroinvestor.

Hun forklarer det med, at når man skal vurdere, om aktierne er dyre eller billige, så ser man eksempelvis på, hvordan væksten i verdensøkonomien ser ud, når du omdanner den til virksomhedernes indtjeningsvækst. Hvis væksten er stigende, bør aktiekurserne alt andet lige også stige. Men det, som vi ser nu, er, at vi har en lav vækst, men at aktiekurserne alligevel fortsætter opad. Det hænger ikke sammen, forklarer hun.

Hun peger på, at en genopblusning af coronavirus har fået nogle lande til at lukke lidt ned igen - heriblandt Tyskland - hvilket har skabt kortvarige 'rystelser i markedet',

»Det indikerer, at niveauerne i aktiemarkedet er skrøbelige, og at der ikke skal mange dårlige nyheder til, førend det kan gå nedad,« udtaler hun.

Michelle Nørgaard vurderer, at boblerne findes rundt omkring inden for de enkelte sektorer. Det gælder både inden for de cykliske aktier, men også inden for den amerikanske teknologisektor.

»Det vil være inden sektorerne, at jeg ville kigge nærmere. For eksempel inden for cykliske selskaber, hvor nogle har fået en del medvind de seneste måneder. Tech-sektoren i USA er virkelig voldsomt priset, og den er virkelig galoperet derudaf. Den er nok en af de første sektorer, der vil blive ramt af en såkaldt korrektion,« udtaler hun.

Generelt vil det være de selskaber, der normalt ikke har leveret stabile vækstrater, der bliver ramt, forudser hun.

Hun understreger, at de danske selskaber er kendetegnet ved at være kvalitetsselskaber, og at hun derfor ikke er bekymret for dem. De har vist, at de også kan klare sig i nedgangstider, forklarer hun.

Læs også: Danske Bank advarer: Derfor har vi en ret markant undervægt her

Læs også: Warren Buffetts ændringer vækker undren